Det er en mærkelig fornemmelse at stå her i dag. Her på den anden side af støttesystemet. I mange år har jeg selv søgt støtte med mine egne projekter. Jeg har fået nogle afslag og nogle støtter. Kæmpet med at skrive og forstå mig selv. Jeg følte mig utrolig alene, når jeg skrev. Det var en skrøbelig og meget personlig proces. Alt kunne lade sig gøre på papiret. Jeg ville finde budskabet og motoren inde i mig selv, inspireret af verden omkring mig. Og det hele endte herinde, på Filminstituttet. Til den endelige, ubarmhjertige dom.
Ude i verden synes de, at vi kan noget specielt i Danmark. Vi har i mange år været berømte for vores danske film og tv-serier. I Norge og Sverige snakker de om vores DR-tv-serier. I Frankrig snakker de om Yang og Vinterberg. I Moskva snakker de om Trier. I England om Lone Scherfig og Susanne Bier, i Tyskland om 'Borgen' og Adam Price. Og hele verden bemærkede os med Dogme-perioden i 90'erne.
Men er vi stadig så gode? Snakker de stadig om os, derude i verden?
Vores tv-serier er stadig meget populære. Vores dokumentarbranche går også godt. Men vores spillefilm halter efter for tiden. Mange af vores erfarne instruktører forlader os. De tager til udlandet efter større budgetter. Koproduktioner med USA og andre lande bliver efterhånden almindeligt.
Hvor er vores stærke dansksprogede film blevet af? Hvor står vi? Har dansk film det godt?
Der er aldrig blevet produceret så mange film på verdensplan, som der bliver produceret lige nu. Vi kan ikke længere nå at se dem alle sammen. Vi må vælge fra. Vælge de mest interessante. Så hvilke film vælger vi? Og hvorfor skulle vi vælge en dansk film?
Jeg mener, at de personlige film er de mest interessante. Film, hvor man kan mærke, at en instruktør har noget på hjerte. Hvor instruktøren investerer noget personligt. Og det synes jeg ikke er nogen modsætning til de store publikumstal. Tværtimod.
Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi fortæller om det, vi kender. Det personlige engagement i en film er helt afgørende. Historier om noget, som rører os. Den eksistentielle, nødvendige fortælling, hvor en karakter træder ud og bliver virkelig for os. Og hvor det menneskelige drama bliver stort, har substans og kvalitet.
Man kan altid mærke, om en historie bliver fortalt med et personligt engagement. Detaljerne lever på en anden måde. Det er pinligt og farligt, fordi vi genkender det. Det kommer tæt på. Og vi frydes over at forstå os selv lidt bedre igennem filmen.
Når vi kommer til at konstruere for meget, bliver det let unaturligt. Filmen mister sin nødvendighed, og den personlige ambition om at lave en film bliver større end indholdet. Og det glemmer vi nemt, når vi sidder dér ved tasterne og finder på.
Tør vi vise sprækkerne i vores egne følelser? Snakke om det, som kan være svært i livet? Og bruge vores humor og kærlighed til at tilgive os selv for at være nogle idioter, når vi prøver at leve med hinanden?
Vores legendariske manuskriptlærer på Filmskolen, Mogens Rukov, sagde det sådan her:
Det handler om at finde 'den naturlige historie' i vores fortællinger. Enhver historie har sin naturlige udvikling. Man skal prøve at finde dramaet inden for de genkendelige hverdagsmekanismer. Dem, som vi kender fra vores eget liv. På den måde undgår vi for mange skrivebordskonstruktioner. Vi skal interessere os for hovedkarakterens almindeligheder – børn, indtægt, afstand til arbejde, indkøb, sexvaner – og lade dramaet udfolde sig her.
Altså lade det naturlige i hovedkarakterens verden forme plottet og ikke omvendt. På den måde får vi en levende og organisk karakterfortælling, uanset om vi arbejder med et hverdagsdrama, en komedie eller en genrefilm.
Og fordi vi ser så mange film i dag, er det ikke længere nok kun at fortælle vores personlige historier fra A til Z. Som en lineær, kronologisk historie, som vi gjorde det i Dogmedagene i 90'erne. Publikum er blevet trænet, og de regner hurtigt plottet ud.
Vi må undlade noget. Pirre folks nysgerrighed. Overraske dem. Vi må arbejde med tidsforskydninger, parallelverdner eller subjektive associationer for at holde publikums interesse fanget. Vi skal være dygtige håndværkere og fortælle med et visuelt skarpt overblik.
Ikke give publikum hele historien, men fastholde og fascinere dem med ærlige, personlige historier fra det liv, vi kender. På den måde tror jeg, at vi skaber kunstnerisk kvalitet i dansk film.
Vi har brug for film til at forstå os selv bedre. Film, der kan få os til at reflektere over, hvem vi er, vores holdning til verden og vores fælles værdier i Danmark. Det gør os mere åbne og mindre fordomsfulde.
Jeg elsker film, hvor jeg kan genkende mennesker og følelser. Ærlige, underholdende, store film, som udfordrer os, provokerer og stiller spørgsmål til livet. Og jeg ved, at der sidder filmfolk derude, som har modet til at putte lidt af deres liv ind i nye spillefilm og få det op på det store lærred.
Derfor glæder jeg mig utrolig meget til at skulle læse og udvikle nye ideer sammen med jer over de næste år.
