Piger fra Nørrebro laver film om deres kvarter

PÅ OPTAGELSE. En gruppe piger laver film om deres kvarter på ydre Nørrebro inspireret af klassikeren "Den røde ballon".

Sara kan godt lide gyserfilm, men synes også de er lidt skræmmende. Amel er vild med hip hop – og begge elsker de slush ice. Sara og Amel bor på ydre Nørrebro og er sammen med fire andre piger i gang med at lave en film om deres kvarter. Filmen er inspireret af Albert Lamorisses franske klassiker "Den røde ballon", der foregår i 50'ernes Paris i en virkelighed langt fra pigernes. Men børns venskaber, konflikter, leg og fantasi er evigtgyldige temaer, som også er i spil en efterårsdag på Nørrebro i 2015, hvor Sara, Amel, Aya, Melike, Lama og Manahil, der er mellem 9 og 11 år, er i gang med at lave deres egen film.

De ser pludselig deres kvarter på en anden måde end normalt – og det gør vi andre også

Det er Filminstituttets populære FILM-X, der er rykket ud af studierne i Gothersgade til Aldersrogadekvarteret under overskriften FILM-X-skolen. FILM-X-skolen er et samarbejde mellem den boligsociale helhedsplan 'Vores kvarter' og Filminstituttet, der inviterer børn og unge til at lave film med udgangspunkt i deres eget liv.

Fakta

FILM-X

Det Danske Filminstituts interaktive filmstudie for børn og unge er åbent for skoleklasser, private og børnehaver. Man kan desuden lave sine egne animationsfilm med online-værktøjet FILM-X Animation. Læs mere.

Vores kvarter
Formålet med den boligsociale helhedsplan 'Vores kvarter' er at skabe positive forandringer i boligområdet. Visionen er "at skabe et attraktivt boligområde, hvor alle beboergrupper trives og føler sig trygge, og hvor beboerne tager ansvar som aktive medborgere."

I' Vores Kvarter' er der 2.329 beboere. Set i forhold til Københavns Kommunes gennemsnit er området præget af en stor andel af børn og unge, en stor andel af indvandrere, flygtninge og efterkommere, samt et lavt beskæftigelses- og uddannelsesniveau og relativt lave indkomster. Læs mere.



Børnene bliver i et forløb på seks gange introduceret til filmsprog og -virkemidler og stifter bekendtskab med praktisk filmproduktion i FILM-X-studierne. Herefter går de i gang med at producere deres egen film i deres boligkvarter. Med vejledning fra FILM-X-skolens undervisere indtager børnene alle roller på et film-set: instruktion, skuespil, kamera og redigering af filmene.

At opdage poesien

Cæcilie Østerby Sørensen, der underviser på FILM-X SKOLEN sammen med fotograf Gina Zacharias, fortæller om processen:

"Efter introduktionen i FILM-X gik vi rundt i kvarteret med pigerne, der viste os, hvor de hænger ud, og hvad der optager dem: det uhyggelige kælderrum, deres favorit-hip hop-nummer, deres iskiosk osv. Vi har så hjulpet med at få lavet scener med udgangspunkt i deres liv og hverdag – men også i deres drømme og fantasier. De ser pludselig deres kvarter på en anden måde end normalt – og det gør vi andre også. Det er noget andet og mere end et "udsat kvarter" i råt beton. De skaber masser af poesi i deres hverdag – og de deler det med andre via filmarbejdet."

filmx_noerrebro02

Bedre venner

Spørger man børnene, hvad der fik dem til at melde sig til filmprojektet, og hvad de indtil nu har fået ud af det, svarer Amel, at hun ikke havde andet at lave. Sara fortæller, at hun nu forstår det der med gyserfilmene meget bedre, og at hun gerne vil være skuespiller ligesom sin fætter. De synes, filmarbejdet er meget sjovere end at gå i skole – og de er blevet bedre venner.

Det erklærede mål med projektet er at give børnene nogle succesoplevelser gennem en dialogbaseret kreativ proces. Desuden skal projektet være med til at skabe et positivt fællesskab på tværs af kulturer og tilhørsforhold. For Cæcilie Østerby Sørensen ser det ud til at lykkes:

"Filmarbejde er jo holdarbejde. Uden samarbejde kan projektet ikke lykkes. Vi oplever, at børnene har det sjovt og glemmer modsætninger imellem dem i det kreative arbejde. Vi håber, at projektet kan være med til, at børnene opdager deres egen styrke og opmuntrer dem til at engagere sig. Vi håber også, at andre får øjnene op for de her børns unikke stemmer og fortællinger."

Ved projektets afslutning er der premiere for alle børn, forældre og venner i Cinemateket i Gothersgade, København. Senere på året igangsættes endnu et forløb med en gruppe drenge fra 'Vores kvarter'.

FILM-X-skolen er støttet af Kulturstyrelsens Pulje til kunst- og kulturprojekter rettet mod børn, der ikke af sig selv opsøger kunst og kultur, samt Nørrebros lokaludvalg.

filmx_noerrebro03
Tags: