Premiere på Den alvorsfulde leg

PREMIERE. Den 15. december har Pernilla Augusts svensk-danske koproduktion "Den alvorsfulde leg" premiere. Lone Scherfig har skrevet manuskript på baggrund af en roman af Hjalmar Söderberg.

En sommeraften i begyndelsen af 1900-tallet mødes journalisten Arvid Stjärnblom og kunstnerdatteren Lydia Stille i den smukke skærgård, og de forelsker sig. Men skæbnen vil, at de bliver gift med andre. Følelserne mellem de to forsvinder dog ikke, og ti år senere indleder de et forhold, der bliver til en alvorlig leg.

Filmen er baseret på Hjalmar Söderbergs kærlighedsroman Den allvarsamma leken fra 1912.

"Den alvorsfulde leg" er instrueret af Pernilla August og er hendes anden spillefilm som instruktør. Hendes spillefilmsdebut kom i 2011 med filmatiseringen af Susanna Alakoskis "Svinalängorna". Hun har tidligere medvirket i en lang række film såsom "Glaspusterens børn", "Jeg er Dina" og "Drabet".

Lone Scherfig har skrevet manuskript til filmen. Hun har senest instrueret filmene "Riot Club" og "Samme dag næste år".   

"Den alvorsfulde leg" blev vist til Berlinale Special Galla ved Berlin Filmfestivalen 2016 og blev senere på året vist på CPH PIX.

Filmen er koproduceret af Mikkel Jersin og Bo Ehrhardt for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut, og distribueres i Danmark af Camera Film.

"Den alvorsfulde leg" kan ses i biografen fra 15. december.

Trailer