Premiere på Dreng

PREMIERE. Peter Gantzler har instrueret sin første spillefilm. "Dreng" får biografpremiere torsdag den 27. januar.

Peter Gantzlers film "Dreng" sætter fokus på forholdet mellem børn og forældre samt den lidenskab, som kan opstå i nærværet med et andet menneske. Selv anser Gantzler dette område som yderst interessant, da han gerne vil forstå og udforske, hvad der sker mellem de menneskelige relationer, når stormende forelskelse spiller ind.

I "Dreng" forelsker den unge studerende Christian (Sebastian Jessen) sig lidenskabeligt i den noget ældre, forførende og dominerende kvinde Sanne (Marie Louise Wille). Han drages hurtigt ind i en ny verden af sex og sanselighed, der udvikler sig til et krævende kærlighedsforhold, hvor Christian opdager ukendte sider af sig selv, som han bliver tvunget til at tage stilling til. Christian bor alene med sin mor, og hun er absolut ikke fan af Christians relation til den mindst dobbelt så gamle Sanne. Han føler sig derfor splittet mellem to verdener: hensynet til moren og begæret for Sanne, der kræver, at han leger far for hendes søn.

Filmen er produceret af Peter Gantzlers produktionsselskab, Strange Days Production, i samarbejde med producer Melek Caglar og Frederikke Lett. Strange Days Productions har arbejdet med en alternativ distributionsstrategi, hvorfor "Dreng" løbende får premiere i 25 biografer på sin helt egen biografturné rundt i landet. Her tager Gantzler rundt for at møde sit publikum og vise filmen i udvalgte biografer. Derudover får filmen også premiere på de nye VOD platforme (Video on Demand) via You See.

Filmen er bl.a. blevet til med støtte fra Filmværkstedet på Det Danske Filminstitut. "Dreng" får premiere den 27. januar.

Læs mere og se tourplanen på http://strangedaysproduction.dk/

Trailer