Premiere på Kidd Life

CPH:DOX. Andreas Johnsens dokumentar "Kidd Life" om fænomenet Kidd, der har skabt sig en kometkarriere på YouTube, får premiere på CPH:DOX på lørdag.

Han har ik' lavet penge, han har lavet damer og er nu også hovedperson i dokumentarfilmen "Kidd Life". I filmen følger vi rapperen Kidd og hans tre venner TopGunn, Klumben og Eloq. De fire drenge i begyndelsen af 20-erne følger ikke de gængse spilleregler. De lever fra hånden til munden, mens de producerer deres egen musik og tror fuldt og fast på deres drømme om anerkendelse og berømmelse. Da de, for at tage røven på den etablerede musikbranche, uploader musikvideoen "Kysset med Jamel" på YouTube den 1. marts 2011 kickstarter det en ny tilværelse for dem.

Andreas Johnsen har filmet Nicholas Westwood Kidd i et år og fulgt op- og nedture, med alt hvad det indebærer af blodtude, stoffer og fester, i den unge rappers liv.

Visninger på CPH:DOX

Lørdag den 3. nov. 21.30
Grand Teatret. Udsolgt

Ondag den 7. nov. 22.30
Empire Bio. Udsolgt

Onsdag den 7. nov. 22.30
Empire Bio. EKSTRAVISNING

Torsdag den 8. nov. 16.00
Bremen. EKSTRAVISNING

Lørdag den 10. nov. 22.30
Empire Bio. Udsolgt

Bestil billetter på CPH:DOX eller fra festivalens app.

"Da jeg mødte Kidd, TopGunn, Klumben og Eloq for første gang anede jeg ikke hvem de var, men jeg kunne mærke deres energi og elskede, at de gjorde tingene på deres egen måde, fuldstændig kompromisløst. Jeg vidste ikke, at det ville blive til en film, jeg kunne bare mærke, at jeg havde lyst til at filme med dem og følge deres udvikling", fortæller Andreas Johnsen.

Andreas Johnsen blev interesseret i Kidd pga. hans fanden-i-voldskhed, kompromisløshed og hans ustoppelige og ungdommelige energi. Ifølge Andreas Johnsen er Kidd en person fyldt med paradokser, som formår, uden at det er et bevidst valg, at sprede mystik omkring sin egen person.

"Det er ikke så meget historien om en pludselig musikalsk succes – som et vildt og ærligt indblik ind i en undergrundsverden og et miljø blottet for forfængelighed og forstillelse. Filmen er et sandt dokument om en tidsnerve, der er i øjeblikket", fortæller filmkonsulent Dorte Høeg Brask fra Det Danske Filminstitut.

Nu får filmen, der dokumenterer det hele, premiere på CPH:DOX. Efter premieren i Grand Teatret på lørdag vil Kidd, der stadig laver musik, holde en tale. Eventen præsenteres i samarbejde med Soundvenue.

"Jeg er meget stolt over, at vi kan være med til at støtte en film, som de unge gerne vil se og kan identificere sig med. Kidd er et fænomen både musikalsk og mediemæssigt og et billede på en samtid, hvor mange unge vil gøre alt for at blive berømte. Kidd viser vrangsiderne af berømmelsen – han er blevet ramt af sin egen drøm", fortæller Dorte Høeg Brask.

Der har allerede inden CPH:DOX's start været stor interesse for filmen blandt publikum. De tre programsatte visninger blev for første gang nogensinde udsolgt flere dage inden festivalen blev skudt i gang i går. Der er planlagt to ekstravisninger, hvor det stadig er muligt at købe billetter: onsdag den 7. november kl. 22:30 i Empire Bio og torsdag den 8. november kl. 16:00 i Bremen.

Kirstine Barfod og Andreas Johnsen har produceret for Rosforth Films og Killit Films med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Dorte Høeg Brask.

Læs mere om filmen, bestil billetter og hør Kidds musik på CPH:DOX's hjemmeside.

Læs mere om CPH:DOX

Trailer