Premiere på Mandefald

DOKUMENTAR. Ny dokumentar om kriseramte mænd har tv-premiere i dag på TV 2 kl. 20.00. Programmet er støttet via Public Service Puljen.

Når mænd går ned, går de helt ned, fortæller en af medarbejderne på Mandecentret på Christianshavn. Mænd er ofte dårligere til at tale om deres problemer og har ofte heller ikke så stærkt et netværk, som kvinder har.

I dokumentaren "Mandefald", møder vi nogle af de mænd, der har søgt hjælp på centeret. Mandecentret har plads til 11 beboere og rådgiver derudover omkring 2.000 mænd om året.

Public Service Puljen

Public Service-Puljen støtter programmer, der i et væsentligt omfang lever op til de fastsatte public service målsætninger for ordningen – originalitet, betydning og kvalitet.

Puljen yder støtte til udvikling og produktion af dansk tv-drama og tv-dokumentar samt programmer til børn og unge inden for alle genrer.

Medieaftalen for 2015-2018 giver Public Service Puljen en bevillingsramme på samlet 46,75 millioner kroner om året. 

Partierne bag medieaftalen har desuden bevilget et engangsbeløb på 23 mio. kr. til Public Service-Puljen fra overskydende licensmidler i 2015.

Læs mere om Public Service-Puljen.

De mænd, der kommer på centret, har tit mistet alt: deres kone, deres arbejde, deres hjem, muligheden for at være en ordentlig far for deres børn – og deres identitet som mand. Især det at være en ordentlig far, ligger mændene stærkt på sinde.

"Mandefald" handler om mere end kriseramte mænd. Det er også et program om manderollen anno 2017 og om omgivelsernes forventninger til rollen.

Programmet er instrueret af Maya Albana og produceret af Helle Faber for Made in Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut via Public Service Puljen.

Tid: 20. april kl. 20.00
Sted: TV 2