Prisregn over dansk film i Göteborg

PRISREGN. Lørdag aften blev danske film hyldet på Göteborg International Film Festival med to hovedpriser, kritikerprisen samt en Special Mention.

Samanou Acheche Sahlstrøms "I dine hænder" vandt festivalens Dragon Award for bedste spillefilm samt den internationale kritikerpris, den såkaldte FIPRESCI-Award. Joshua Oppenheimers "The Look of Silence" vandt en Dragon Award for bedste dokumentar, og Jeppe Røndes "Bridgend” modtog en Special Mention i debut-programmet.

I dine hænder

"I dine hænder" blev den helt store vinder ved prisuddelingerne på Göteborg International Film Festival, hvor den hentede en Dragon Award og FIPRESCI-prisen. Med hovedprisen følger en million svenske kroner.

Göteborg International Film Festival

Mere information på www.giff.se

Filmen handler om Maria og Niels. Hun er en ung og omsorgsfuld sygeplejerske, der længes efter frihed. Han er en uhelbredeligt syg patient, der gerne vil til Schweiz for at begå assisteret selvmord. Sammen drager de på en intens rejse, der bringer dem tættere på hinanden, men også tættere på deres drømme.

"Jeg har klart en forkærlighed for den tragiske fortælling. Den rører mig. Tragedien skaber på mange måder sin egen logik. Det er noget smukt og naivt over at tage kampen op mod ting, man ikke kan vinde over", fortæller Samanou Acheche Sahlstrøm.

Læs hele interviewet At rejse med en død mand.

"I dine hænder" er Samanou Acheche Sahlstrøms debutspillefilm.

Filmen er produceret af Sara Namer for Meta Film med støtte fra Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen. På rollelisten er Lisa Carlehed, Peter Plaugborg, Johanna Wokale, Kirsten Olesen og Gustav Dyekjær Giese.

"I dine hænder" har dansk premiere 21. maj.

The Look of Silence

Joshua Oppenheimers opfølger til "The Act of Killing" vinder priser over hele verden. Til aften modtog den en Dragon Award for bedste dokumentar, som ledsages af 100.000 svenske kroner.

Instruktøren følger i filmen en familie, der mistede en søn i det indonesiske folkedrab i perioden 1965-66, fordi han blev beskyldt for at være kommunist. Familiens yngste og nu voksne søn opsøger og konfronterer dem, der dræbte hans bror. Det er hans møder med fortidens bødler, der udgør filmens kerne.

"The Look of Silence" er produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen havde dansk premiere i efteråret 2014.

Bridgend

Aftenens sidste danske vinder blev Jeppe Røndes "Bridgend", der modtog en Special Mention i festivalen debutant-program.

Jeppe Røndes debutfilm tager afsæt i virkelige hændelser fra Bridgend County i Wales, der var plaget af selvmord blandt områdets unge indbyggere.

I filmen flytter teenagepigen Sara og hendes far Dave til en landsbyen Bridgend. Sara forelsker sig hovedløst i Jamie, en af de lokale drenge. Imens prøver Dave som landsbyens nye politimand at stoppe den mystiske række af selvmord.

"Det væsentlige for mig har ikke været at komme med et svar, for hvordan kan man det? Hvad er meningen med livet og med døden? Jeg har i stedet forsøgt at komme ind på de unge og forstå deres drivkraft og de gruppedynamikker, som de er en del af på godt og ondt. Denne utroligt stærke kollektive ubevidsthed, hvor man gør nogle ting og følger hinanden uden præcist at vide hvorfor", fortæller Jeppe Rønde.

Læs hele interviewet Forenet i døden.

Filmen er produceret af Michel Schønnemann og Malene Blenkov for Blenkov & Schønnemann Pictures ligeledes med støtte fra New Danish Screen. Der er forventet dansk premiere til sommer.

Nøgle Hus Spejl

Michael Noer og Tobias Lindholms "R" (2010) er den seneste danske spillefilm til at vinde en Dragon Award. I går fredag modtog Michael Noers "Nøgle Hus Spejl" de hollandske kritikeres pris ved International Film Festival Rotterdam.