5-årige Theodor er ikke tabt bag en sæbekassevogn. Med lidt hjælp saver og hamrer han selv en flot bil sammen og drøner afsted ud ad et hjulspor i samme fart som Oldefars legendariske barndomsven, Tykke, der har inspireret byggeprojektet. Ligesom Theodors mor, Tone Mygind Rostbøll, der har instrueret sin søn og morfar i "Min oldefars historier", elsker Theodor historierne om Tykke, som Oldefar gladeligt disker op med under oldebarnets besøg i træhuset i de naturidylliske norske fjelde.
Historierne og besøgene hos den danskfødte morfar, forfatter og præst Erik Rostbøll, står stærkt i Tone Mygind Rostbølls egne barndomserindringer. "Det er et magisk sted, og det var fantastisk at være ude at lege i skovene og lade fantasien få frit løb. Samlingspunktet var de her røverhistorier, som min morfar fortalte foran pejsen," fortæller hun.
Den tradition for historiefortælling mellem generationer deler hun nu ikke bare med sine egne børn, Theodor på 5 og Sonja på 4, men hele Danmark, der kan følge Oldefar og Theodors historier og leg de næste otte mandage på Ramasjang.
"Det er vigtigt at fortælle historier, fordi det samler. Det er vigtigt, fordi det skaber nærvær, og fordi det udvikler børns fantasi og giver dem lyst til at udleve historierne. Jeg oplevede, at min morfars historier udvidede min horisont og gav mig lyst til selv at fortælle og digte videre på verden," fortæller Tone Mygind Rostbøll, der er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole og bl.a. har været hovedforfatter på DR-Ultra-serien "Limbo". "Min oldefars historier" er hendes instruktørdebut.
Børn kan mere end vi tror
Serien er en overvejende iscenesat dokumentar, der i hver episode følger den samme drejebog: Theodor vågner op hos Oldefar og gør eller siger under morgenmaden noget, der giver Oldefar lyst til at fortælle en bestemt historie fra sin barndom. Historien inspirerer Theodor til at udleve dem ved f.eks. at bygge et piratskib, fiske, gå på bjørnejagt eller bage vafler. Undervejs møder han en udfordring, der kræver, at Oldefar kommer til undsætning, og så ender de med at lege sammen.
Tykke-historierne varierer altid fra gang til gang, når Oldefar fortæller dem, fortæller Tone Mygind Rostbøll. For at holde styr på forløbet, skrev hun historierne ned ud fra sin hukommelse, tilsatte en dramaturgi, der passede ind i formatet og gennemgik dem så med sin morfar. Under optagelserne læste Oldefar både historierne op og fortalte mere frit. Theodor fik historierne en enkelt gang, hvorefter Tone Mygind Rostbøll motiverede sønnen til at gå ud at lege videre. Når det f.eks. handlede om at bygge en sæbekassebil, var hun og scenograf Torben Stig Nielsen klar til at hjælpe og lære, men de snød aldrig; Theodor fik lov til at bruge de to en halv time, det tog at bygge bilen.
"For mig var det vigtigt, at han bygger bilen rigtigt. Dels fordi jeg mener, at man kan se på filmen, at han er ægte opslugt af projektet, dels for at sikre Theodor en god oplevelse. Når jeg involverede min søn, var det vigtigt, at han syntes, det var sjovt at være med. Han skulle ikke snydes. Hvis det var ham, du interviewede, ville han også sige, at han har bygget en sæbekassebil, bygget et piratskib og fanget en fisk. For det har han. Det var vigtigt for mig at vise det kompetente barn. Børn kan tit meget mere, end vi tror, hvis de får lov," siger Tone Mygind Rostbøll.
Hun kunne sagtens lægge overbeskyttelsestrangen fra sig, når det gjaldt byggeprojekterne, men kunne som mor godt føle sig i et dilemma omkring, hvor meget hun skulle presse sin søn i filmens tjeneste, f.eks. ved at tage en scene igen.
"Det kunne godt være udfordrende, men vi fandt nogle metoder. F.eks. ved først kun at lade ham lytte til historien én gang og først involvere ham lige inden vi gik i action. Også fordi vi fandt ud af, at han stort set altid var bedst i første take. Anden gang blev det skuespil."
Fordelen ved at filme sin egen familie var netop, at relationen mellem oldefar og oldebarn var ægte, mener hun. "Og at jeg kender Theodor så godt og kunne bruge hans rigtige egenskaber - som den fantasifulde stædighed, der gør, at han ikke giver op, før han er i mål," siger hun og tilføjer, at det eneste, hun var ude af stand til at få ham til under optagelserne var at tage sko på.
iPaden er den nemme løsning
For Tone Mygind Rostbøll er det lidt af en mærkesag at opfordre børn til at bruge fantasien og fysikken frem for f.eks. at sidde klistret til iPaden.
"Uden at lyde for idealistisk - men jeg synes nu også godt, man må være idealistisk på sine børns vegne – så synes jeg, vi skal passe rigtigt meget på, at vi ikke passiviserer vores børn ved at sætte dem med en iPad. Det er tit den nemme løsning, men det bider sig selv i halen, fordi de bliver dårligere til at gå ud at finde på og kommer til at kede sig hurtigt. Mange forældre siger, at deres børn har brug for at koble af efter børnehaven, men det kan de også sagtens gøre ved at tegne eller lege – eller høre en historie."
En anden pointe var at sætte fokus på forholdet mellem generationerne.
"Jeg tror, at mange bedsteforældre eller oldeforældre i dag føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke ved, hvordan de skal kunne underholde de børn, der er vant til at have så højt underholdningsniveau med en masse teknologi, der går meget stærkt. Men jeg kan da huske fra min barndom, at det bedste, jeg vidste, var, når min morfar fortalte sine Tykke-historier. Jeg kan godt savne den tid, hvor familien samledes rundt om spisebordet, og de ældste fortalte historier, fordi de havde haft et langt og spændende liv. Det var jeg vildt fascineret af at høre om. Hvis vores generation ikke giver den fortælletradition videre til vores børn, vil den forsvinde."
Derfor håber Tone Mygind Rostbøll, at familierne ser et afsnit af serien – og derefter slukker for fjernsynet.
"Jeg håber, at børnene går ud og bygger deres egen sæbekassebil eller piratskib; leger sammen, skaber noget, bruger deres fantasi. Og så håber jeg, at forældre, bedsteforældre eller oldeforældre vil sætte sig ned og fortælle en historie fra deres eget liv, hvor de lægger eventuelle bekymringer om ikke at være en god historiefortæller fra sig. Det handler ikke om, hvor vilde eller spændende historierne er, men om det nærvær, det giver. Jeg er ret sikker på, at ligegyldigt hvilken historie, de fortæller, vil børnene synes, at det er rigtig dejligt."
"Min oldefars historier" består af otte afsnit á 10 minutter og bliver vist hver mandag kl.17.35 på Ramasjang.
Serien er produceret af Maria Stevnbak Andersen for Toolbox Film med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR.
