At skabe et hjem for kreative

SERIE. House of Real er et nyt dokumentarselskab, der arbejder på mange platforme. Et kreativt fællesskab, der gennem kunst og kommunikation vil skabe nye erkendelser, udfordre konsensus og virkeliggøre forandring.

Hvem er I?

House of Real er et dansk/svensk idéhus for storytelling. Vi vil producere historier, der overrasker, informerer og bevæger, og optimere dem med alle de muligheder, som internet, sociale medier og ny teknik giver os. Bruge ressourcerne så kreativt som overhovedet muligt, både når det gælder formater og nye måder at nå vores publikum.

Vi kalder os et “hus” fordi vi gerne vil skabe et hjem for kreative, der alt for ofte står alene i deres processer.

Vi kalder os et “hus”, fordi vi gerne vil skabe et hjem for kreative, der alt for ofte står alene i deres processer. Vi tror på teamwork og arbejder på at skabe nye strukturer for det kreative samspil mellem projekterne. Ideelt vil vi gerne se vores hus som en udvidet familie med åbne døre og kaffe på kanden. Et sted, hvor vi kan udfordre vores nysgerrighed, udvikle os sammen og have det sjovt – også fordi vi tror på, at det styrker kreativiteten at føle sig tryg og være blandt venner.

Grundlæggerne af House of Real er producerne Jesper Jack, Anna J. Ljungmark og Christian von der Recke. Vi har kendt hinanden i mange år og har valgt at samle vores kompetencer, fordi vi tror på, at vi sammen kan finde nye veje – samtidigt med at vi deler stor kærlighed til kreativ udvikling. Producer Julie Leerskov har været med til at udvikle huset fra starten, og fra dette forår blev Patricia Drati også en del af teamet.

Hvordan vil I beskrive jeres profil?

House of Real er en værdibaseret virksomhed, der arbejder mod at skabe nye kunstneriske måder at opleve virkeligheden på. Et kreativt fællesskab for fortællere, der gennem kunst og kommunikation vil skabe nye erkendelser, udfordre konsensus og virkeliggøre forandring.

Hvad har I lavet indtil nu?

Vi har på det år, vi har eksisteret, co-produceret et teaterstykke med Mungo Park, udført en workshop i Beirut med Syriske kunstnere/aktivister som en del af new media projektet "Syriatypes", udarbejdet en strategisk rapport til det svenske filminstitut om det nye medie-landskab, produceret en af de mest sete web-dokumentarer hidtil for New York Times, "Rent-a-foreigner", lavet en feature til DR's Horisont, co-produceret featurefilmen "Mothers Wish" af prisbelønnede Joonas Berghäll og desuden udviklet projekter med bl.a. Per Sandholt, Christoffer Dreyer, Klaus Kjeldsen, Alexander Lind og Håvard Bustnes.

Hvad har I gang I?

Vi er ved at sætte House of Real, Sweden op, så vi snart kan operere på begge sider af sundet. Derudover har vi gang i en hel række projekter: I år udsendes f.eks. projektet "Chinese Dreamland" af den amerikanske antropolog David Borenstein i fire forskellige remixes støttet af blandt andet Sundance, ARTE og Al Jazeera. Senere på året har vi premiere på CPH:DOX med en ny film af Jonas Poher Rasmussen, der ledsages af en podcast og en teaterforestilling. Derudover har vi seks projekter i produktion, der på forskellig vis arbejder med gender temaer – fra Suvi Helminens interaktive dokumentar univers "Flux" om kønsidentitet/konstruktion over Marie Skovgaards "Feminam" om Europas første kvindelige Moské, til Lea Glob og Mette Carla Albrecthsen multiformaterede art house dokumentar om kvindelig erotik kaldet "Venus" og flere andre.

Hvad er det mest fantastiske ved at være dokumentarfilmproducent i Danmark og verden i 2015?

Det er et privilegium at producere dokumentariske fortællinger i Skandinavien, hvor finansieringsmulighederne er gode, og talentmassen er stor. Vi elsker at møde talentfulde og modige fortællere og er heldige at arbejde i en tid, hvor nye medier skaber nye udtryk. Derudover giver det at lave dokumentariske fortællinger unikke muligheder for at få indsigt i en række emner og situationer, som et almindeligt hverdagsliv aldrig ville give os.

Hvad er det vanskeligste?

At instruktør og producer ofte ikke betales for hverken den tid eller det engagement, som projekterne afkræver. Som konsekvens er vi som producere nødt til at arbejde med mange forskellige projekter på én gang og tage os af mange forskellige aspekter af en given produktion – fra de små uvigtige detaljer til de helt store og afgørende strategier. Det kan stjæle det nødvendige fokus fra at udvikle virksomheden, som har brug for helikopterperspektiv og fremsynethed.