Steen Bille og den grå sofa

KONSULENT. Steen Bille takker af efter fem år som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut. Det bedste ved jobbet har været møderne med de kreative. Det værste, at skyde folks drømme ned. Det vigtigste, at bevare sin ydmyghed, fortæller Steen Bille.

Mine bedste oplevelser har været møderne med de kreative. Når filmfolk er kommet ind på mit kontor og har delt ud af deres begejstring og energi. Det har været utrolig spændende, når jeg fra sidelinjen har kunnet stille spørgsmål og har oplevet, at projektet er kommet tilbage og har løftet sig. Det er jo ikke mig, der laver filmen. Jeg skal ikke lade, som om jeg har lod eller del i den enkelte film. Jeg er bare ham, der skal støtte. Men støtten er ikke kun økonomisk. Det bør også være en kreativ støtte. Og jeg har oplevet, at folk har været meget lydhøre og gerne vil have det ekstra sæt øjne og den ekstra hjerne til at tænke med. Det er utroligt givende. Det har været det mest spændende – at kunne diskutere på lige fod.

Som filmkonsulent er man en, der i bedste fald kan være med til at skubbe et skib i søen, hvor andre skal finde ud af at sætte sejl og kurs.

Det værste er at skrive afslag, for man ved jo, at man derved for manges vedkommende dræber en drøm. Man ved, at der er investeret tid, penge, kræfter og kærlighed i et projekt – og så sidder man der som en dum konsulent og kan ikke se det. Det er jo den mærkelige modsætning: at man på den ene side er fødselshjælper og på den anden side er bøddel. At kombinere de to roller, som er så vidt forskellige – det er hårdt. Jeg har grædt indvendig, hver gang jeg har skrevet et afslag. Men det er jo en nødvendig prioritering.

Mere Bille

Steen Bille er cand.phil. i Dramaturgi fra Århus Universitet. Arbejdede 24 år i DR før han kom til Filminstituttet i 2010. Steen Bille har desuden været medforfatter på Niels Arden Oplevs film "Drømmen" og "To verdener". Blandt de mange priser, som "Drømmen" modtog, var en Robert for bedste manuskript.

Har sammen med journalist og forfatter Lisbeth Ammitzbøll Bille skrevet romanerne ”Gudindens sidste offer”, ”Nattens Gerning” og ”I ond tro” under forfatternavnet Bille&Bille.

Steen Bille skal nu blandt andet være konsulent for det estiske Filminstitut, arbejde på egne film, tv-serier og romaner samt bruge tid på sit formandskab i Dansk-Tysk-Selskab.

Steen Bille har som konsulent produktionsstøttet filmene:

Alle for én, Aminas Breve, Backstabbing for Beginners, Beast, Comeback, De standhaftige, Den milde smerte, Dirch, En chance til, I Am Here, I Lossens Time, Jagten, Julie, Kollektivet, Lang Historie Kort, Marie Krøyer, Nøgle Hus Spejl, Nymphomaniac, Over kanten, Rosita, Sorg og glæde, Steppeulven, Under sandet og Viceværten.

Det er jo så heldigt, at man som ansøger kan gå videre til en anden konsulent, og i en del tilfælde har det betydet, at projekterne har fået støtte alligevel. Det er kun godt og viser styrken i konsulentsystemet. Mit ord behøver ikke være det endelige. Der er mulighed for at gå videre til en anden eller trække projektet tilbage, skrive det om, gøre nogle andre ting ved det og så søge igen. Og nogle gange har det resulteret i, at projekter er blevet betydeligt bedre, og jeg har kunnet sige, "ok, det har ændret sig, det er blevet bedre, har fået et kvalitativt løft, så det vil jeg gerne støtte."

Jeg har beholdt den sofa på mit kontor, som jeg selv har siddet i som ansøger, for hele tiden at minde mig selv om den ydmyge situation, man kan føle sig i som ansøger. Man skal som konsulent være bevidst om, at man ikke er kongen af dansk film. Man er en, der i bedste fald kan være med til at skubbe et skib i søen, hvor andre skal finde ud af at sætte sejl og kurs osv. Jeg har beholdt sofaen for at minde mig selv om, at der også hører en god portion ydmyghed til det at være filmkonsulent. Det er faktisk en meget ubekvem sofa …

Det har undret mig, hvor magtfuld en stilling det egentlig er. Derfor er det fint med den femårige turnus, så man ikke forveksler den magt, man har, med sin egen person. Magten hører til den stol, man sidder i. Det er et godt princip, selvom jeg hader at skulle forlade stedet her.

Jeg synes, den store udfordring lige nu i dansk film er producenternes ringe indtjening. Det betyder mindre risikovillighed. At der laves færre skæve, mærkelige film i øjeblikket. De økonomiske vilkår kan tvinge producenterne til at være tilbageholdende. Det er ikke noget, de ønsker, men noget, de er tvunget til af omstændighederne. Det er ærgerligt.

Jeg har indimellem følt mig som en rockstjerne, når jeg har deltaget i møder i Eurimages. For når man repræsenterer dansk film, er man som udgangspunkt det mest fantastiske i film- og tv-sammenhæng. Internationalt er man meget benovet over den konstant høje kvalitet, der kommer fra Danmark. Det er også derfor, vi over årene har fået umådelig meget til de danske koproduktioner, simpelthen fordi de danske ansøgninger er af smadderhøj kvalitet.

Det er så trist, når en film er lykkedes kunstneriske, men ikke når sit publikum. Mit hjerte bløder hver gang, for jeg synes, at en masse mennesker går glip af en stor oplevelse. Og jeg føler virkelig med filmskaberne, når de har investeret år af deres liv i en film. Nogle gange rammer man rent. Nogle gange rammer man helt ved siden af. Det er helt uforudsigeligt og en del af risikoen. Selvom jeg ikke kigger på publikumstal, når jeg støtter en produktion, så ønsker jeg altid, at filmen bliver set af hundredetusindvis af mennesker, ikke kun for filmskabernes skyld, men især også for publikums skyld.

Nu er der kommet et øget fokus på lavbudget-film, og jeg er meget spændt på, hvad der kommer ud af det. Om det kan få branchen til at tage flere chancer, når det ikke behøver at koste 25 mio. kr. at lave en film – hvis man eksempelvis laver et produktionskoncept, hvor man ikke er 50 mennesker på en opgave, men måske kun 20 eller 10! Det er et forsøg på at tage hånd om problemet med risikovilligheden. Man forsøger at få den tilbage igen. Jeg holder vejret og håber, der sker noget der.

Som konsulent skal man kunne se kvalitet og støtte kvalitet. Hvis jeg skal sige noget til kommende konsulenter, så vil jeg berolige dem: I får umådelig meget støtte og opbakning fra teamet på Filminstituttet. Der er stor respekt om konsulenterne fra husets side. Man har parkeret den kunstneriske vurdering hos konsulenterne, og det betyder, at man får opbakning til at være meget selvstændig i sine prioriteringer. Man skal ikke leve op til bestemte forventninger. Kvalitet kan se meget, meget forskellig ud fra projekt til projekt. 

Man skal ikke være bange for at støtte film, som man ikke selv står først i køen til ved billetlugen, for det er ikke ens personlige smag, der er afgørende. Det er til gengæld håbet om, at man kan give de danske biografgængere mulighed for at opleve de danske filmtalenter folde sig ud.