Jeg har fundet mig til rette, men sidder stadig på kanten af stolen, forstået på den måde, at det absolut ikke er et sted, hvor man skal falde sammen eller læne sig for godt tilbage. Man skal være lydhør, både for at opdage, hvad der sker her på Filminstituttet, og i forhold til alle projekterne. Bestræbe sig på at være åben og klar til at rykke, for vi sidder på en vigtig post i en films cyklus.
Der handler også om os som mennesker. Folk kaster ofte hele deres person og liv ind i hvert enkelt projekt. Det kan vi ikke gøre på samme måde. Men vi er ikke kun sagsbehandlere, vi skal også være der som personer. Det gør jeg mig umage med at være. Vi kan ikke sidde og være distancerede vilkårsadministratorer, vi indgår i den kreative proces. Men det er klart, at det er en balancegang …
Det, der fik mig til at søge jobbet, var nysgerrighed. Det er jo ikke en "jeg alene vide"-tjans. Det er vigtigt at holde øje med, hvad der rører sig, ikke kun i filmbranchen, men også ude i verden, og for mit vedkommende hvad der rører sig blandt børn og unge. Levende billeder betyder sindssygt meget for dem. Det er deres sprog – en naturlig og vigtig del af deres hverdag, deres leg og deres drømme. Derfor har det kolossal betydning, hvad vi som samfund og kulturinstitution byder ind med. Så en nysgerrighed i forhold til, hvordan vi bedst muligt kan tilbyde dem noget, de kan bruge, er vigtigt.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg også har været lidt nervøs. Det er en branche med højt selvværd, og vi har en fornem filmtradition i Danmark. Jeg har både ærefrygt over for mediet og respekt for de folk, der arbejder med det. Jeg kan godt forstå, hvis de skal føle mig lidt på tænderne. Ærlighed og tillid er nok kodeordene, både når man skal sige ja og nej – og kunne forklare hvorfor. Men jeg har allerede erfaret, at der kommer mange virkelig fine projekter ind, og at det er hårdt at skulle vælge.
De kilometer, jeg har i benene, har jeg fra DR. På børnekanalen Ramasjang arbejdede vi 360 grader, med alle platforme. Vi begyndte med at kigge på, hvilke historier vi gerne ville ud med, og derefter arbejdede vi med, hvilke platforme de havde størst relevans på. Platformene har jo hver deres muligheder og begrænsninger. Det handler også om modtagerne: Hvor finder de vores indhold? Hvilken kontekst finder de det i? Hvordan ser deres liv i øvrigt ud? Vi kan jo lave det bedste indhold i verden, men hvis børnene ikke opdager det, og det ikke giver mening for dem, er det jo spild af krudt. Men det er ikke et must med mange platforme. Det er ikke alle historier, der er oplagte som tværmedielle.
At fortælle til børn kræver empati, humor – og godt håndværk. Det handler om at kunne se verden med deres øjne, at kunne forstå deres liv. Jeg synes, der mangler historier med udgangspunkt i deres hverdag – temaer som venskab, selvstændighed, kærlighed, identitet, ensomhed, passion, skole, de fylder overraskende lidt på mit bord indtil videre. Man skal kunne se det almene i det særlige. Den enkelte historie – med udfordringer, dilemmaer, konflikter, succeser osv. – skal gøres relevant for alle os andre. Ellers bliver det bare freakshows. At kunne folde historierne ud, så de bliver almene – det handler jo om professionalisme, at kunne sit håndværk, være modig over for nye greb. Og det gør ikke noget, hvis man har lidt humor …
Jeg kan godt lide public service-tanken. Filminstituttet er en organisation, der hænger sammen med resten af samfundet. Dansk film skal noget større end at tjene penge. Danmark har, som jeg før sagde, tradition for at lave megahøj kvalitet til børn og unge. De unge er svære! De er heftige brugere af film og medier, og vi må spørge os selv – både branchen og Filminstituttet – hvad vi kan tilbyde dem. Vi skal være nysgerrige, innovative og risikovillige for at udvikle os sammen med dem. Vi må give de unge en stemme. Fortælle historier sammen med dem. Det kræver involvering og nye tænkemåder – og det er nødvendigt. Vi skal holde øje med, hvad der sker ude i verden. Også i den sammenhæng skal vi sidde på kanten af stolen.