I "Profetia" møder vi en række mennesker, hvis skæbner krydser hinanden en dag i det gudsforladte Nordvest-kvarter i København. Fælles for dem er, at de hver især står over for et svært valg i livet eller bliver konfronteret med konsekvenserne af et valg, som de har truffet i fortiden.
Karakterernes valg er ofte endt i et fravalg af drømme og kærlighed. Ifølge filmens instruktør, Johan Melin, fordi vi i høj grad lever vores liv efter en skabelon, som er skabt af både samfundets og vores egne forventninger og ambitioner.
"I dag kører vi et meget individuelt ræs, og det er som om, at vores liv er skrevet på forhånd. Det gælder karriere, spirituel udvikling, og hvem vi er som menneske. Vi glemmer, at vi selv står med vores liv i hænderne," siger Johan Melin.
I filmen møder vi bl.a. forfatteren Sofie, der opgav sin kærlighed til Tom for mange år siden for at blive hos sin familie. Men hverken hun eller Tom har kunnet slippe kærligheden. Begge er endt med at være bitre og ulykkelige. Vi møder også sygeplejersken Ruth, som har mistet sin mand og dermed troen på kærligheden. Da hun træffer komponisten Casper, mærker hun kærligheden, men er bange for at gribe den.
Johan Melin mener, at det er svært for os at give afkald på fornuften og kaste os hovedkulds ud i livet.
"At gå efter kærligheden kræver, at du giver slip på dit manuskript og det billede, du tror, er din virkelighed. Der er en dobbelthed i vores liv, fordi samfundet kræver, at vi er i kontrol, mens kærligheden kalder på at slippe kontrollen," siger Johan Melin.
Fornuft og følelse
Ifølge instruktøren står de store valg i livet typisk mellem fornuft og følelse. Men ofte, når vi har valgt fornuften, sidder vi tilbage med en tvivl om, hvordan livet var blevet, hvis vi havde turdet følge hjertet.
"Måske kan det være et godt valg for nogen ikke at vælge kærligheden. I "Profetia" valgte Sofie f.eks. at være der for sin datter og sin mand, men samtidig blev hun ulykkelig, og det har influeret negativt på datteren. På samme måde har Tom skadet sin søn med det had, som bruddet fyldte ham med."
Tom forlod sin søn Johnny, som nu er fuld af had og mistro til verden. Han er overbevist om, at hans kæreste Sanne er ham utro, og jalousien skubber ham ud i et ekstremt hævntogt. Ifølge instruktøren er Johnny og Sannes forhold eksempel på, at kærligheden også kan være destruktiv. Ligesom Tom og Sofie, der stadig længes efter hinanden, og Sofies datter Eva, der stadig elsker sin eksmand Lars.
"Jeg tror, at mennesket kan blive afhængigt af det, som ikke er godt for det. Kærligheden kan være som en sygdom, men det er svært ikke at blive smittet. Lige meget hvor meget Eva f.eks. kæmper, kan hun ikke skilles fra Lars, selvom han er et selvoptaget røvhul, der er hende konstant utro. Hendes fornuft siger, at nu skal hun have styr på sit liv med sin nye mand, men indeni har hun en længsel efter mørket. Vi har alle sammen en mørk kraft i os, og det handler om at finde en balance," mener Johan Melin.
Kollektiv arbejdsproces
Johan Melins forrige film "Preludium" er skudt i én lang indstilling, og i "Profetia" er hver scene et take. I forhold til den to timers lange optagelse i "Preludium" ønskede Johan Melin med sin nye film mere kontrol over optagelserne, men holdt delvist fast i formen, fordi han mener, at det giver et særligt nærvær hos filmholdet.
"Alle er på dupperne, alle er vågne og præcise og hundrede procent til stede. Der er ikke plads til at stå og sove med boomstangen eller vente med at spille, til man er i billedet. Jeg tror på, at scenens magi skal opstå her og nu hos spillerne og ikke i klipperummet," siger Johan Melin.
Filmens skuespillere kommer fra kunstnergruppen "The Good Army", som bl.a. tæller Patricia Schumann, Anna Fabricius og Lai Yde. Johan Melin arbejder frem til optagelserne tæt sammen med skuespillerne om at udvikle karaktererne improvisatorisk. Den kollektive arbejdsmetode er vigtig for instruktøren.
"Man kan sammenligne det med et band, hvor alle bidrager til helheden. Det er en mere organisk skabelsesproces. "The Good Army" er en gruppe kunstnere, som ønsker at lave film på en ny måde. Vi forsøger at finde tilbage til musikken. Mange af de filmkonventioner, man i branchen lærer at følge, er jo en arv fra de første lydfilm, hvor kameraet kom på stativ, fordi det larmede."
Kun fantasien sætter grænser
Johan Melin mener, at der er brug for at tænke i alternative filmformer, hvor man ikke står med en liste og tjekker af, om filmen har de rigtige computereffekter, skuespillere og markedsføring.
"Det er meget sådan i samfundet, at alt skal passe i en kasse. Vi lever efter en formel, og vi laver film efter en formel. Men vi er mennesker. Film skal ikke være kolde tal. Det skal ikke være penge eller smag, der sætter grænser, men kun fantasien," siger Johan Melin.
"Det handler igen om fornuft og følelse. Med "The Good Army" skaber vi, hvad vi har lyst til, selvom det ikke lever op til de konventionelle krav til, hvordan man laver film. Hvis man har en historie, kan man gribe et kamera, og så er det ikke mere avanceret. Det er vigtigt ikke at slå sin fantasi ihjel, og det er ligeså vigtigt ikke at vende sig fra kærligheden, fordi det bryder med fornuften," siger Johan Melin.
