Virkeligheden gør sjældent, som man vil

INTERVIEW. Nicole N. Horanyi har før leget med grænsen mellem virkelighed og fiktion. Nu er instruktøren aktuel med filmen "En fremmed flytter ind", hvor hun atter vender genrekonventionerne ryggen. Ved at lade den virkelige Amanda spille overfor skuespilleren Esben Dalgaard håber Horanyi at forene det bedste fra dokumentarens og fiktionens verden.

Fans af den populære podcastserie "Third Ear" vil formentlig allerede kende historien om den enlige mor Amanda fra Hvidovre, der forelsker sig hovedkulds i rigmandssønnen Casper. Casper er charmerende, sød og omsorgsfuld. Han er også en bedrager. I rekonstruktioner fortæller Nicole N. Horanyi Amandas historie på film. Vi har talt med instruktøren om, hvordan hun fik idéen til at genfortælle podcasten med levende billeder og om hendes særlige tilgang til dokumentargenren.

Her er en kvinde, der har været udsat for noget ekstremt sårbart og mærkeligt, som hun fortæller om med en kæmpe styrke

Historien om Amanda og Casper blev allerede fortalt i den populære podcast "I et forhold med…" fra Third Ear. Hvornår opstod idéen om en dokumentarfilm, og hvordan blev du involveret?

Det var egentlig min producent Helle Faber, som kom og spurgte, om ikke den her podcast kunne laves til en film. Da jeg lyttede til den, blev jeg med det samme fanget af, hvad der først og fremmest var en vanvittig historie, men i virkeligheden var det springende punkt for mig Amanda. Jeg havde en intuitiv fornemmelse af, at hun godt kunne klare at genfortælle sin historie og genleve den gennem rekonstruktionen. Og så fortæller Amanda jo med enormt meget humor, hvilket var forfriskende. Her er en kvinde, der har været udsat for noget ekstremt sårbart og mærkeligt, som hun fortæller om med en kæmpe styrke. Det fandt jeg meget pirrende.

"En fremmed flytter ind" er en særlig dokumentar på den måde, at næsten alle historiens centrale personer spiller dem selv, og at blandt andet du som instruktør bryder ind i rekonstruktionerne. Hvorfor har du valgt at lave filmen om Amanda og Casper på den måde?

Idéen var egentlig på papiret helt fra starten af. Den udsprang af bevidstheden om, at vi arbejdede med erindring, som ofte kan være meget upræcis, og vi beder jo de medvirkende om at huske nogle meget detaljerede ting. Så det var egentlig et forsøg på at gardere os mod den usikkerhed ved at sige til de medvirkende, at det var lovligt at springe ud af scenen og rette os, hvis den ikke stemte overens med deres erindring. Kunne der mon opstå et dokumentarisk øjeblik i det?

Hvilke udfordringer har der været ved at lave en sådan type dokumentar?

Først og fremmest er jeg jo ikke uddannet fiktionsinstruktør, så jeg kom ikke med nogen værktøjer i forhold til at arbejde med en professionel skuespiller. Jeg ved rigtig meget om virkeligheden, virkelige mennesker, og hvornår noget er autentisk. Det vidste jeg godt, jeg kunne og måtte bringe ind i den fiktionaliserede del af fortællingen. Og sammen med Esben, der spiller Casper, udviklede vi en eller anden form for sprog omkring, hvordan vi skulle gribe det an. Det var en metode, der udviklede sig undervejs, og som vi langsomt fandt vores ben i. Og så blev det jo bare bedre og bedre, som filmen skred frem.

Amanda spiller sig selv, mens Casper bliver spillet af en skuespiller. Hvilke krav stillede det til dig som instruktør?

Fiktionsinstruktør Mads Matthiesen gav mig et meget indsigtsfuldt råd, som på mange måder var afgørende for, hvordan jeg gik til det: Min opgave var at få de to virkeligheder til at mødes i én scene – det vil sige amatørens virkelighed og skuespillerens, så de to ikke spillede i fuldstændig forskellige retninger. En skuespiller kan være meget dramatisk og meget mere ekspressiv, så det var noget med at få skruet ned i forhold til virkeligheden, som ofte er meget mere stille og rolig.

Din første dokumentarfilm i 2009 "The DeVilles" legede også med grænsen til fiktion. Hvad er det, fiktionen har at tilbyde dokumentaren?

Det er helt klart noget med den totale kontrol over fortællingen, som man ikke har i dokumentaren, og som jeg synes er helt fantastisk at arbejde med. Virkeligheden gør bare sjældent det, man gerne vil have, den skal gøre. Det er umuligt at planlægge noget. Men kontrollen var samtidig sindssygt frustrerende, fordi man skal tage stilling til alting, hvor man i dokumentaren får en virkelighed serveret. Og her er virkelige mennesker til gengæld meget mere komplicerede, mærkelige og irrationelle en noget, du kan finde på i fiktionen. Jeg håbede med den her film at kunne få noget fra begge verdener og forene dem i én ting.

Kunne du finde på at lave en dokumentar med et tilsvarende fiktions- og metalag igen?

Det tror jeg absolut. Det skal bare lige være den rigtige historie og de rigtige mennesker, for jeg tror ikke, at det er alle, man kan putte ind i den ramme. Men jeg kan helt klart mærke, at jeg skal prøve kræfter med det igen og videreudvikle det i en anden film.


"En fremmed flytter ind" er i biograferne fra 14. september. Filmen er produceret af Helle Faber for Made In Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut.  

Trailer til "En fremmed flytter ind"