FILMINSTITUTTETS LISTE OVER PRIORITEREDE INTERNATIONALE FESTIVALER

Listen over prioriterede filmfestivaler angiver de filmfestivaler, Filminstituttet primært støtter deltagelse til. Den opdateres årligt, og der foretages en skarp prioritering mellem de mange internationale filmfestivaler.

Listen er vejledende, og ikke udtømmende. Filminstituttet kan konkret træffe afgørelse om, at der, i henhold til støttevilkårene, gives afslag på støtte til deltagelse i en international filmfestival, selvom filmfestivalen er angivet på listen.

Listen er sat op efter den måned festivalen normalt starter. Til højre for hver festival er det angivet, hvorvidt der kan ansøges om deltagelse med VR-projekt (VR), kort fiktion (K), Public service pulje-støttet tv-serie (PSP), dokumentarfilm (D) eller spillefilm (S).

L angiver, at der er tale om en launch-festival, hvilket betyder, at den har en særlig international status. En launch-festival muliggør betydelig international eksponering af filmen. I vurderingen lægger Filminstituttet bl.a. vægt på, hvilke internationale købere, festival programmers, pressefolk, producenter og andre internationale aktører, der deltager på festivalen, og som den deltagende film dermed har mulighed for at blive promoveret overfor.

Blandt launch-festivalerne er de mest betydningsfulde Sundance, Rotterdam, Berlin, Cannes, Toronto Hot Docs, Annecy, Venedig, Toronto, San Sebastian og IDFA  – samt i visse tilfælde specialiserede filmfestivaler. Festivalens internationale position vil have betydning for beløbets størrelse ved udmåling af støtte til launch.

Filminstituttet kan i særlige tilfælde, f.eks. i samarbejde med Scandinavian Films, European Film Promotion eller andre kulturelle institutioner, have fokus på internationale festivaler, som ikke er en prioriteret lanceringsplatform. I så fald kan der ansøges om støtte i forbindelse med danske films deltagelse på festivalen.

Listen er sidst opdateret i januar 2024.