Konservering og bevaring - Plakatsamlingen

Udsnit af Kai Rasch' plakat til Erik Ballings "Qivitoq" (1956).
Billed- & Plakatarkivets plakatsamling spænder over 100 års plakatkunst indenfor filmbranchen, fra stumfilmene i begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag. Arkivets ældste danske plakat er Morfinisten fra 1911 tegnet af Valdemar Andersen.

Samlingens indhold

Plakatsamlingen rummer blandt andet storformatplakater fra stumfilm, en særsamling af Fy & Bi-plakater, plakater fra danske og udenlandske spillefilm samt kort- & dokumentarfilm. Opbygningen af plakatsamlingen blev påbegyndt i 1940’erne. 

Hovedparten af samlingen er affotograferet på dias som kan ses i Billed- & Plakatarkivets ekspedition i Filmhuset på Gothersgade. Selve plakaterne opbevares i arkivskabe i Billed- & Plakatarkivets magasiner i Filmarkivet.

Plakaterne

Filmplakaterne er skabt med reklame for øje og har typisk skulle virke som blikfang i biografen og i gadebilledet. Plakaterne blev fremstillet med henblik på at skulle hænge en kortere periode og papiret de er trykt på er derfor typisk ikke af bedste kvalitet.

Tidligere har det været almindelig procedure at man opklæbede plakaterne på lærred, for at de lettere kunne hænges op, tages ned og rulles sammen uden at tage for megen skade. Størstedelen af Billed- & Plakatarkivets danske plakatsamling er da også opklæbet på lærred.

En sådan opklæbning kan på længere sigt forårsage skader, idet lærred og papir reagerer forskelligt ved ændringer i luftfugtig og temperatur. Lærred vil ved optagelse af fugt fra luften trække sig sammen, hvorimod papir udvider sig. De to materialer vil derfor konstant modarbejde hinanden - og da papir er det svageste af de to materialetyper mørnes og nedbrydes plakaten med tiden. Selvom en sådan opklæbning på længere sigt ikke er hensigtsmæssig for papiret, ville mange af plakaterne, paradoksalt nok, måske ikke eksistere den dag i dag, havde det ikke været for opklæbningen på lærred.