Fortællingen om det danske band Zar Paulo er en fortælling om fem unge mænd og venner, der mødtes på en efterskole og dannede et band og sammen skabte et musikalsk fælleskab for outsidere. En flok outsidere, der pludselig blev insidere med store hits ’Tiger’, ’Ik’ gå så langt’ og ’Klap for fædrelandet’. Filmen følger Zar Paulo gennem to turbulente år omkring udgivelsen af deres første album. Men selv om de er blevet et band, der spiller for tusindvis af mennesker, kæmper de stadig med følelsen af at være underdogs og imposters. Gennem intense indspilninger på et nedlagt amtssygehus til en pladekontrakt, opvarmningsband for The Minds of 99 på deres arenaturné og en P3 Guld-nominering kommer vi helt tæt på Zar Paulo. Og så kommer vi også helt om bag facaden, når presset stiger, tvivlen nager, og fællesskabet for alvor sættes på prøve.