'Antikrist'- søndagsmatiné med kompromisløs opera

Den danske komponist og domorganist Emmanuel Rued Langgaard (1893-1952) modtog sørgelig lidt anerkendelse i sin samtid. Hans musik var for eksotisk og "mærkelig". Det kongelige teater nægtede f.eks. flere gange at spille hans eneste opera "Antikrist". Cinemateket viser en unik optagelse af operaværket søndag den 1. marts kl. 14.00. Operaen har ingen traditionel handling, og musikken er strengt kompromisløs. Men "Antikrist" er en milepæl i musikhistorien. Det er Wagner, Górecki og Mahler i en dansk smeltedigel.

Operaoptagelsen bliver indledt af Thomas Dausgaard (dirigent for opførelsen), Bendt Viinholt Nielsen (Langgaard-forsker) og Esben Tange (formand for Rued Langgaard Selskabet og DR P2 vært).

'Antikrist'
En religiøs mysterieopera. En storslået dommedagsvision. Et uophørligt mareridt - fordelt på to akter (prolog og seks billeder, også kaldt "dommedagsscener"). Der var ikke sparet på energien i denne fænomenale opførelse af "Antikrist". Forestillingen blev spillet i Ridehuset ved Christiansborg i 2002 med den smukkest mulige baggrund. Forestillingen blev til takket være Danmarks Radio og Det Kongelige Teater, og bag den stod teaterparret instruktøren Staffan Waldemar Holm og scenografen Bente Lykke Holm.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Billetter kan også bookes online på cinemateket.dk.