Biblioteket anbefaler: Harry Potter - Page to screen

Lån bogen 'Harry Potter: Page to screen - The complete filmmaking journey' på Filminstituttets Bibliotek.

'Harry Potter: Page to screen' giver et indgående indblik ind i den proces som forvandlede J.K. Rowlings bøger om troldmandslærlingen Harry Potter til film.

Biblioteket anbefaler

Her finder du inspiration og sammenhæng mellem Cinematekets program og Bibliotekets samlinger. 

Vi anbefaler bøger, særsamlinger, artikler, podcasts, webshop-varer eller film fra Videoteket, der relaterer sig til bestemte filmserier i Cinematekets program. 

'Biblioteket anbefaler' giver dig mulighed for at forlænge og udvide den filmiske oplevelse. 
 

Bogen tager sin begyndelse i 1996 hvor det nyåbnede britiske filmstudie Heyday Films modtager en kopi af manuskriptet til bogen 'Harry Potter og de vises sten' og helt frem til afslutningen på indspilningerne af de sidste to film 'Harry Potter og dødsregalierne del 1 og 2'.

Bogen har tre hovedafsnit. Første afsnit 'The making of Harry Potter' omhandler selve filmskabelsesprocessen på de i alt otte film. 

Afsnittet beskriver blandt andet hvordan skuespillerne Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint blev fundet, castet og udvalgt til henholdsvis Harry, Hermione og Ron og hvordan man fik samlet det kreative team som skulle visualisere bøgerne til film. Alle medvirkende bliver introduceret, og deres arbejde på filmene bliver grundigt beskrevet. 

I bogen findes en række interviews, citater, 'behind-the-scenes'-anekdoter og historier fra instruktørerne, producerne, manuskriptforfatterne og skuespillerne.
Andet afsnit 'The art of Harry Potter' er en encyklopædisk gennemgang af filmenes karakterer, steder, skabninger og rekvisitter. Bogen indeholder flere hundrede fotografier af blandt andet kostumer og filmset samt skitser og illustrationer som giver direkte adgang til hvert eneste aspekt af processen bag de enkelte film. Det er her man for eksempel kan læse om hvordan en location som Hogwarts og alle dets rum blev konstrueret.


I tredje og sidste afsnit 'Epilogue' fortælles historien om 'The golden boards'.  Det er en kortfilm som blev vist på den sidste optagedag på den sidste Harry Potter film. Filmen er en serie af screenshots hvor de forskellige medvirkende holder et guldfarvet klaptræ for at markere de sidste optagedage på den sidste film, og dermed også for at markere slutningen på filmserien som helhed.

'Harry Potter: Page to screen' er med sine mere end 500 sider, en af de mest komplette håndbøger om de otte Harry Potter film og den giver en samlet redegørelse af hele den visuelle og kreative proces bag filmsagaen.


Filmvisninger og event i filmserien Harry Potter: Tilbage til Hogwarts

Periode: 12.okt. - 24.nov. 2019