Bio Min Bio - Kærlighed og sort magi i børnehøjde

Denne måneds Bio Min Bio viser vi den tjekkiske animations-klassiker 'Krabat'. Spænding, kærlighed og sort magi for hele familien.

I november ville den prisvindende, tjekkiske animationsmager Karel Zeman kunne have fejret sin 100 års fødselsdag. Oplev et af hans mesterlige hovedværker, nemlig 'Krabat' søndag den 14. og 18. november kl. 12.30. Det koster kun 25 kr.!

'Krabat' er et animeret eventyr om den forældreløse dreng af samme navn, som må tigge for at klare tilværelsen. En nat lokkes Krabat til den sorte mølle, hvor han møder møllens mester, en ond troldmand. Krabat kommer i lære som en af de tolv drenge, der skal sørge for at djævelens mølle kan holdes i gang. Han må deltage i den onde troldmands djævelske gerninger og lære sort magi.

Kærligheden besejrer alt

Men Krabat tager kampen op! I det skjulte øver han sig på magi, som han vil bruge til at besejre sin onde læremester. Troldmanden opdager Krabats bedrageri og sender ham i krig. Da han vender tilbage, er det for at finde sin elskede i møllen. Og kærligheden besejrer alt. Filmen anbefales til børn over 7 år.

Bio Min Bio viser hver måned nye familiefilm i spillefilmslængde. Film, som børn og voksne kender og elsker at se - og gense – sammen!