‘The Good Woman of Bangkok’ fra 1991 er den australske filmskaber Dennis O’Rourkes mest personlige og kontroversielle film. Den handler ikke kun om forholdet mellem sexarbejde, racisme og (u)muligheden af kærlighed i en kapitalistisk verden, men også om filmmediets voyeuristiske natur – både når film skabes og ses.
I ‘The Good Woman of Bangkok’ vender Dennis O’Rourke ikke blot kameraet mod den unge, thailandske sexarbejder Aoi – han indgår også i et seksuelt køber/sælger-forhold med hende. Filmen foregår i den thailandske by Patpong, hvor Aoi forsørger sin familie.
Dennis O’Rourke forsøger ikke at gemme sig selv og sin position som en privilegeret, hvid og heteroseksuel mand. Tværtimod. Her sætter Dennis O’Rourke sig selv så meget på spil, at det ikke blot bliver umuligt at skelne filmskaberen Dennis O’Rourke fra privatpersonen Dennis – det bliver også uladsiggørligt at lave den klassiske dokumentariske skelnen mellem dokumentarist og medvirkende.
Selv beskrev O’Rourke ‘The Good Woman of Bangkok’ som ”en metafor for kapitalismen, her udspillet på tværs af racialiserede og kulturelle grænser”. Og om sin egen kontroversielle deltagelse i filmen som køber af seksuelle ydelser:
”Jeg har eksponeret mig selv for at tvinge publikum til at genoverveje selve dokumentarfilmens natur”.
‘The Good Woman of Bangkok’ er sidenhen blevet kritiseret for at være privilegieblind og sexistisk af nogen, imens den af andre er blevet hyldet for at synliggøre de racialiserede og sexistiske magtrelationer, der er indlejret i den kapitalistiske verdensorden.
Vi viser filmen på fysisk 35 mm filmkopi fra National Film and Sound Archive of Australia.
Medvirkende: Yagwalak Chonchanakun
Instruktør: Dennis O'Rourke
Australien, 1991
35mm, 82 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år