Den russiske guerilla-dokumentar ’Under the Sun’ er et forstyrrende og fascinerende exposé af verdens mest lukkede land og isolationismens menneskelige pris – og skabt ud fra et manuskript leveret af den nordkoreanske stat. Det yngste medlem af en helt almindelige familie i Pyongyang, den otte-årige pige Zin-mi, står over for et vigtigt overgangsritual: sin indtræden i Nordkoreas Børneforening, som det er skik og brug for alle loyale børn. Filmholdet blev tildelt en 24-timers eskorte, der skulle sikre en fejlfri fremstilling af den eksemplariske Zin-mi og familiens liv i Pyongyang.
Men i stedet for at levere et stykke propagandistisk bestillingsarbejde har instruktør Vitaliy Manskiy ladet kameraerne rulle, efter de koreanske embedsmænd har råbt ”cut!” – uden deres vidende, vel at mærke. Resultatet er vaskeægte guerilla-dokumentarisme, hvor Manskiy fanger de medvirkendes nervøsitet mellem optagelserne og deres instruktører, der konstant efterlyser mere hengivenhed over for de Respekterede Ledere, hvis storsmilende ansigter pryder hvert hjem og cementgrå institutionsbygning. Der er ikke noget poleret over ’Under the Sun’, og nogle af filmens mest fascinerende øjeblikke er dem, hvor Manskiy fanger Pyongyangs egentlige hverdag, indhyllet i tåge og med statsretorik skrattende fra højtalertårnene. Et sobert og fængslende kig bag betonfacaden.
Original titel: V paprscích slunce
Instruktør: Vitaliy Manskiy
Rusland, Tjekkiet, Tyskland, Letland, Nordkorea, 2015
DCP, 106 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år