Filmen ’Advocate’ vil blive diskuteret af Tal Raviv, der er menneskerettighedsadvokat og international konsulent med en kæmpe professionel viden om det israelske samfund set med menneskerettighedsbriller. Tal Raviv arbejder bl.a. med Human Trafficking (menneskehandel), tvangsmigration, racisme, kvinder, børn og minoritetsbeskyttelse.
Tal Raviv har arbejdet i Israel, Øst- og Sydeuropa, flere steder i Afrika og i USA, og hendes perspektiv på ’Advocate’ vil blive erfaringsbaseret og personligt.
Talk-delen foregår på engelsk og varer i alt ca. 60 minutter.
Instruktør: Rachel Leah Jones, Philippe Bellaïche
Den israelske advokat Lea Tsemel har i flere årtier forsvaret terrorsigtede palæstinensere; hun har kæmpet med sit eget retssystem og var som ung aktivist helt oppe på barrikaderne. Det store etiske spørgsmål er, hvordan vi beskytter vores medborgere uanset etnicitet, social baggrund, sprog, køn, politisk overbevisning.
Lea Tsemel er en kontroversiel offentlig figur. Hendes karisma og intellekt overgår de flestes – og ’Advocate’ er et dokumentarportræt i verdensklasse. Der er ikke ét sekund i filmen, hvor man læner sig tilbage og afspænder musklerne. I ’Advocate’ er vi med inde i retssalen, vi møder hendes klienter og den ene uretfærdighed efter den anden.
Lea Tsemel forventer at tabe, hver gang hun træder ind i en retssal, og det siger mindre om hendes evner som advokat end om, hvilke konservative kræfter hun er oppe imod. Særligt sagen om den 13-årige palæstinensiske dreng, der er anklaget for et knivangreb, bliver en større historie om godt og ondt. Naturligvis får vi også indblik i Tsemels privatliv – og her vil de fleste karrieremennesker nikke genkendende. At ofre sig for et projekt tager af livet.
Lea Tsemels arbejde fortjener opmærksomhed, ligesom dokumentaren allerede har fået sit internationale gennembrud.
Medvirkende: Lea Tsemel
Israel, Canada, Schweiz, 2019
DCP, 110 min.
English subtitles
Tilladt for børn over 15 år