Argentinsk aften: A Trip to the Moon + reception

Den 5. juni glæder vi os til at se jer til reception efter filmen – arrangeret i samarbejde med Argentinas Ambassade. Aftenen slutter med argentinsk koncert med bandet Folkeando, der trak fulde huse på festivalen i 2017 (koncerten kræver separat billet).

A Trip to the Moon

Instruktør: Joaquín Cambre

Tomás vil til månen. Der er kun et problem: Han er en depressiv argentinsk 14-årig, der kæmper voldsomt med at bestå en eksamen. Hans familie presser ham fra alle kanter, og moren tvinger ham til at tage antidepressiv medicin. I sit behov for at flygte fra virkeligheden betragter Tomás – sideløbende med planlægningen af en spændende tur til månen – nabopigen Iris gennem sit teleskop.

’A Trip to the Moon’ skifter midtvejs til højkulørt magisk realisme for at illustrere, hvor tiltrækkende virkelighedsflugten er, når man er en presset teenager. Filmen refererer lystigt til filmhistoriens allerførste sci-fi-film, George Méliès’ ’Rejsen til Månen’ fra 1902.

På Tómas’ magiske rejse kommer en gammel og dyster familiehemmelighed frem – og så er filmen en universelt rammende skildring af den forvirring, som teenagere står overfor på tærsklen til de voksnes rækker.


Medvirkende: Ángela Torres, Angelo Mutti Spinetta, Leticia Brédice

Argentina, Mexico, 2017
DCP, 87 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Latinamerikansk Festival