Kom i københavnsk sommerstemning med ‘Cirkeline - Storbyens mus’. Glæd jer til en unik filmoplevelse for hele familien under åben himmel i vores open air-biograf, Himmelbio, der ligger på taget af Cinemateket.
Her kan I nyde filmen med udsigt til København lige under og himlen lige over. Forestillingen er udendørs, så klæd jer efter vejret for den bedste oplevelse.
Instruktør: Jannik Hastrup
Cirkeline er en lille rund pige, der bor i en tændstikæske på tegnerens bord. Cirkeline og hendes musevenner Fredrik og Ingolf skal flytte til byen. Det bliver en stor forandring for Cirkeline og musene – på godt og ondt.
Storbyen er nemlig fuld af farer, men også fuld af søde, sjove og frække legekammerater. Både Sidse, der har en pirat i familien, og musen Hassan, som introducerer den madglade Ingolf for fetaost og mavedans.
Filmen kan inspirere til en snak bagefter om alt det sjove og spændende, der sker i filmen og om venskaber. I kan også tale om at flytte, om forskellige familietyper og om at være bange for noget.
Anbefales fra ca. 4 år (med dansk tale).
Medvirkende: Stemmer: Ida Marie Christensen, Janne Britt Hansen, Niklas Ingemann, Anne Clausen, Jesper Klein
Danmark, 1998
Digital DCP, 62 min.
Dansk tale
Tilladt for alle