Situationen i Tyrkiet er kompliceret og kræver viden og perspektiv. Derfor inviterer vi efter filmen på en debat om filmens udlægning af kuppet såvel som Erdogans handlinger og de internationale konflikter, Tyrkiet siden hen er blevet involveret i med nogle af Danmarks dygtigste Tyrkiet-eksperter ved roret. Mød Martin Lidegaard (formand, Udenrigspolitisk Nævn), Öslem Cekic (debattør og foredragsholder), Pola Rojan Bagger (Mellemøstanalytiker) og Lars Bangert Struwe (generalsekretær, Atlantsammenslutningen).
Instruktør: Jørgen Lorentzen, Nefise Øzkal Lorentzen
Hvad skete der under militærkuppet i Tyrkiet i 2016? Og hvorfor var det så påfaldende let for præsident Erdogan at afværge et kup, han senere har kaldt 'en Guds gave'? Den norske journalist, Jørgen Lorentzen, har sat sig for at afsløre den sande historie bag kupforsøget gennem denne undersøgende dokumentar. Baseret på afslørende optagelser, fortrolige dokumenter og vidneudsagn fra politiske flygtninge, tidligere embedsmænd og oppositionslederen Fetullah Gülen, giver Lorentzen et eksklusivt indblik i et styre og et land, der i netop disse år vækker både massiv bekymring og international kritik.
Original titel: En gave fra gud
Norge, 2019
DCP, 60 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år