Instruktør Niels Boel introducerer kort filmen, og efter visningen diskuterer han og andre Latinamerika-kendere de historiske hændelser beskrevet i filmen, efterdønningerne i dag og også det forestående præsidentvalg den 16. juni i Guatemala. I panelet: Afdelingschef Finn Rasmussen fra International Media Support (IMS), Morten Bisgaard fra Oxfam IBIS og Jesper Nielsen fra 3 F. Publikum er velkommen til at blande sig.
Debatten varer 30 minutter, foregår på dansk, og efterfølgende er der et glas premierevin i Asta Bar.
Instruktør: Niels Boel
Den danske filminstruktør og journalist Niels Boel har lavet en række dokumentarfilm om menneskerettigheder i Latinamerika og Afrika, bl.a. 'Stemmer fra Bolivia' (fem stjerner i Berlingske Tidende) og 'Migranterne' (fire stjerner i Politiken og Jyllands-Posten).
I 'Den røde sø - et overset folkemord i Guatemala' (34 min.) fortæller han om hændelser i 1980’erne, der har høj aktualitet, fordi der pågår retssager i landet om sagen netop nu.
I Guatemala foregik i 1982 en af de største massakrer i Latinamerikas nyere historie. Den daværende general og kupmager Ríos Montt beordrede afbrænding af op imod 600 maya-landsbyer for tvinge lokalbefolkningen til samarbejde under sloganet ‘frijoles y fusiles’ (bønner og geværer).
Montt blev i 2012 som det første statsoverhoved nogensinde ved domstol i sit eget land dømt for folkemord, inden sagen blev sat til at gå om med henvisning til påståede procedurefejl. Han døde i 2018, og netop nu sidder andre medvirkende på anklagebænken.
2019
Kendes ikke, 34 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år