CPH:DOX kortfilmpakke.

How To Be a Perfect Human

Instruktør: Kristina Daurova, Maia Elisabeth Sørensen

Covid-19 har gjort det endnu sværere at være perfekt, end det allerede var. Her er en film, der viser en, hvordan det skal gøres. Et remake af Jørgen Leths film fra 1967, der i et graciøst koreograferet kropssprog placerer sig mellem dans og performance - med social afstand og masker, naturligvis. Perfektionismen i den sort/hvide æstetik er dog stadig lige kompromisløs i Maia Sørensen og Kristina Daurovas update, som med underspillet humor analyserer hvad det kræver at være et menneske (perfekt eller ej) under en pandemi, fra middagsselskaber i privaten til det offentlige rum.



Holland, Danmark, 2020
DCP, 12 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Supply and a Million Times Goodbye

Instruktør: Majse Vilstrup

Et auktionshus er en teatralsk verden af koder og fagter, som kun de indviede forstår. Her ryger kunstværker 'under hammeren' og skifter ejermænd og -kvinder, idet deres kunstneriske værdi gøres op i kroner og ører. Med en borderline-absurd humor og et usædvanligt skarpt blik for den sigende detalje, registrerer Majse Vilstrup auktionens dramaturgi og den symbolske udveksling, mens de fremmødte studeres, som var de en sjælden og surreel dyreart. Hendes film er en varm og vittig analyse af de mekanismer gennem hvilke kunstværker bliver til objekter, som køberen kan måle sin egen status på.



Danmark, 2021
DCP, 17 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

The Picturesque Beast

Instruktør: Theodor Nymark Jensen

I sit atelier på Charlottenborg arbejder den unge kunstmaler Christopher FenDweller - en figur løst baseret på både Fenris-ulven og guldaldermaleren C.W Eckersberg! - på at bemestre naturens motiver. Det går ikke så godt. Derfor drager han på en dannelsesrejse til Møn, hvor en forvandlingshistorie begynder. Urgamle folkesagn og figurer lånt frit fra den nordiske mytologi møder hypermoderne high-tech i et overdådigt barokt eventyr, der som en åndelig slægtning til Matthew Barney lader sine hybridkarakterer udforske historiske fortider og mulige fremtider på samme tid.



Danmark, 2021
DCP, 37 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – CPH:DOX

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle