'Inside Job' giver et øjenåbnende indblik i det finansielle systems kringlede logikker og skrøbelige fundament – og den magtfulde finanslobby, der holder systemet kørende.
Før filmen inviterer foreningen Gode Penge til en samtale om boligpriser og dynamikkerne, der kan skabe en finanskrise og hvilke advarselstegn vi skal være opmærksomme på for tiden.
Eventet varer i ca. 30 min og foregår på dansk.
Instruktør: Charles Ferguson
Et lærestykke i hårdtslående (finans)kritik. Bevæbnet med en ekstremt grundig research og en skarp interviewteknik rister mesterinstruktøren Charles Ferguson de centrale aktører bag finanssektorens implodering, i et hæsblæsende thrillerformat, der giver mindelser om Michael Mann og John Le Carré. Vi får hele historien om krisen, så man faktisk forstår hvad der skete, og mere til. Fra Wall Streets systematiserede brug af prostituerede på firmaets regning til pengejagtens kokainagtige virkning på hjernen: bonusøkonomien sættes i et nyt perspektiv uden antikapitalistiske forudsigeligheder, og 'Inside Job' er for finanssektoren, hvad 'Food Inc.' var for fødevarebranchen. En sylespids virkelighedsthriller om realiteter så absurde, at man ler højt. Også selvom latteren kratter gevaldigt i halsen.
USA, 2010
DCP, 110 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år