Oplev Manilas gader, der både skaber muligheder, men også er kaotiske for nytilflyttede fra landet. Tegnestuen Native Narrative sætter filmen i perspektiv med deres mangeårige arbejde på Filippinerne og deres oplevelser med by og land. Filmen præsenteres af tegnestuen Native Narrative (arkitekt Cecilie Wang og arkitekt Jakob Gate), der har arbejdet og boet på Filippinerne i en årrække. Præsentationen varer ca. 20 min.
Instruktør: Lino Brocka
Lino Brockas store melodrama er kendt som en af de bedste filippinske film nogensinde, og er blevet blåstemplet af så stort et navn som Martin Scorsese, hvis World Cinema Foundation stod bag den fornemme restaurering. Manilas gader spiller næsten hovedrollen i filmen, fra den sort-hvide nærmest dokumentariske åbning. Her forsøger provinsboen Julio at finde sin udkårne, der blev lokket fra landsbyen med løfter om et bedre liv. Et mageløst portræt af kaotisk urbanisering skabt lige som det for alvor satte sit præg på det filippinske samfund. Her bliver gaden både mulighed for et liv hvor man skal andet end at stå bag en plov, men samtidig også et helvede af udbytning og anderledeshed.
Medvirkende: Hilda Koronel, Lou Salvador Jr., Bembol Roco
Original titel: Maynila, sa mga kuko ng liwanag
Filippinerne, 1975
DCP, 125 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år