I turne-dokumentaren ’I seng med Madonna’ kommer du backstage med The Queen of Pop på hendes ’The Blonde Ambition Tour’ 1990. Baren er åben før filmen, hvor Dj Gul spiller et Madonna dj set kl. 18 - 19. Filmen begynder kl. 19.00.
Instruktør: Alek Keshishian
Da ’I seng med Madonna’ fik premiere i 1991, vakte den omgående opmærksomhed med sin bramfrihed. Den feterede stjerne taler i filmen mere end åbent om sex og religion, hænger ud med sine dansere og giver Kevin Costner det glatte lag, da han efter et show kalder hende for ”pæn”. Performanceoptagelserne fra ’The Blonde Ambition Tour’ (1990) er en herlig reminder om, hvorfor Madonna fik betegnelsen The Queen of Pop. Hendes scenografier er så ødsle som i en Hollywood-musical, og hendes indtagelse af de skrå brædder helt igennem uimodståeligt. Men samtidig får man med optagelserne bag scenen et facetteret indblik i både de lyse og mørke sider af Madonna: Hendes selvophøjelse på godt og ondt, hendes fascinerende skift mellem iskold narcissisme, provokerende humor og gribende følsomhed. Oprørende, overstadig og hæmningsløs - på én gang.
Medvirkende: Madonna, Warren Beatty, Sandra Bernhard, Carlton Wilborn, Gabriel Trupin, Kevin Stea, Pedro Almodóvar, Antonio Banderas, Kevin Costner
Original titel: Truth or Dare: In Bed With Madonna
USA, 1991
DCP, 119 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år