Tag en ven i hånden og et picnictæppe under armen, når vi fejrer sæsonstart med film under åben himmel i Kgs. Have lige over for Cinemateket. Vi viser Hitchcock-thrillerklassikeren ’Fuglene’ den 30. juli og de seneste 10 års måske bedste kærlighedsfilm ’Call Me by Your Name’ den 31. juli.
Der er fri entré, og begge dage serverer Restaurant SULT øl, vand, vin og cocktails samt sandwiches og Chili con Carne – i både en lækker kød- og veggieudgave – foruden snacks og søde ting til ganen.
LØRDAG 30. JULI
17:00: Chillmusik på plænen med DJ Henrik Queitsch (Rockhistorier)
21:30: Kortfilmsperler fra filmarkivet / danmarkpaafilm.dk
21:45: Fuglene (The Birds) / Alfred Hitchcock / 1963 / eng. tale / 118 min.
SØNDAG 31. JULI
17:00: Chillmusik på plænen med DJ Klaus Lynggaard (Rockhistorier)
21:30: Kortfilmsperler fra filmarkivet / danmarkpaafilm.dk
21:45: Call Me by Your Name / Luca Guadagnino / 2017 / da. tekst / 130 min.
Følg også med på Facebook og Instagram - #openairkgshave #cinemateket
Morten Tang, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Luca Guadagnino
Musikalske Elio på 17 holder sommerferie i Norditalien med sine forældre i deres billedskønne villa. Elios far, der er professor i græsk-romersk kultur, får besøg af sin 24-årige amerikanske research-assistent, Oliver. Kemien mellem de to unge mænd er øjeblikkelig, og en affære begynder at blomstre. Sommeren 1983 bliver ikke blot mindeværdig, men fører også til en seksuel og følelsesmæssig åbenbaring for Elio. Han spilles overbevisende af stortalentet Timothée Chalamet, der med denne rolle fik sit gennembrud på verdensscenen. Mesteren udi romantiske dramaer, James Ivory, står bag manuskriptet, der er baseret på en roman af André Aciman. ’Call Me by Your Name’ er blandt de seneste 10 års mest overbevisende og indlevede kærlighedsfilm.
Medvirkende: Armie Hammer, Timothée Chalamet, Michael Stuhlbarg, Amira Casar
USA, Italien, Frankrig, Brasilien, 2017
DCP, 130 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år