I samarbejde med Kunsthal Aarhus og udstillingen Go Extreme præsenterer vi to knassprøde årgangskultfilm med ekstremsport som omdrejningspunkt: ’Rollerball’ og ’Sallows helte’. Billedkunstner Søren Thilo Funder og Go Extreme-projektleder Peter Ole Pedersen introducerer.
I en fremtid styret af mega-koncerner og ’firmaets logik’ er ekstremsporten Rollerball blevet den ultimative udluftningsventil for folkets indestængte, psykiske frustrationer. I en kamparena mødes futuristiske gladiatorer iklædt rulleskøjter og nittebesatte læderhandsker og banker livet ud af hinanden i en rus af fart, blod og benzin. Jonathan E. (James Caan) er holdkaptajn og stjerne på Houstons Rollerball-hold. Han lever og ånder for sporten, men de iskolde magter bag spillet kan ikke tolerere hans individuelle frihed. En kamp for permanent at fjerne Jonathan fra spillet tager sin begyndelse, en kamp der kommer til at udspille sig på Rollerball-banens blodindsmurte arena.
De fleste film-entusiaster kender nok bedst David Webb Peoples som manden bag manuskriptet til sci-fi-klassikeren ’Blade Runner’ (Ridley Scott, 1982), men syv år efter den banebrydende film teamede Peoples igen op med den ultrakarismatiske hollandske skuespiller Rutger Hauer fra netop ’Blade Runner’. Denne gang dog i instruktørsædet og med en fortælling om episke rugbykampe i en postapokalyptisk fremtid. Hauer portrætterer Sallow, en garvet veteran i den ultravoldelige ekstremsport, der blot kendes som ”Spillet”. På sin rejse gennem den golde ødemark, der udgør resterne af vores for længst glemte civilisation, samler han et nyt hold spillere, som overtaler ham til at konfrontere sin skæbnesvangre fortid og udfordre de uovervindelige stjernespillere, der holder til i det ny aristokratis mægtige undergrundsbyer. Her er et nederlag lig med døden og en sejr betyder alt!
Billedkunstner Søren Thilo Funder og Go Extreme-projektleder Peter Ole Pedersen introducerer filmene og taler om fremtidsvisioner og ekstremsportfiktionens vilde, kritiske og sanselige universer.
Der er vanen tro pausebar med mellem filmene med kolde øl til tempererede priser.
Peter Ole Pedersen / Kunsthal Aarhus
Morten Tang, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Norman Jewison
I en fremtid styret af mega-koncerner og ’firmaets logik’ er ekstremsporten Rollerball blevet den ultimative udluftningsventil for folkets indestængte, psykiske frustrationer. I en kamparena mødes futuristiske gladiatorer iklædt rulleskøjter og nittebesatte læderhandsker og banker livet ud af hinanden i en rus af fart, blod og benzin. Jonathan E. (James Caan) er holdkaptajn og stjerne på Houstons Rollerball-hold. Han lever og ånder for sporten, men de iskolde magter bag spillet kan ikke tolerere hans individuelle frihed. En kamp for permanent at fjerne Jonathan fra spillet tager sin begyndelse, en kamp der kommer til at udspille sig på Rollerball-banens blodindsmurte arena.
Norman Jewisons kultklassiker fra 1975 sætter en række heftige temaer i spil med sit dystre ekstremsportsunivers: Forholdet mellem masse og magt, sport som regulerende ritual og kontrolleret udlad af oprørsk energi, og sport som drømmen om at undslippe sin klasse.
Medvirkende: James Caan, John Houseman, Maud Adams, John Beck
USA, 1975
35mm, 125 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: David Peoples
De fleste film-entusiaster kender nok bedst David Webb Peoples som manden bag manuskriptet til sci-fi-klassikeren ’Blade Runner’ (Ridley Scott, 1982), men syv år efter den banebrydende film teamede Peoples igen op med den ultrakarismatiske hollandske skuespiller Rutger Hauer fra netop ’Blade Runner’. Denne gang dog i instruktørsædet og med en fortælling om episke rugbykampe i en postapokalyptisk fremtid. Hauer portrætterer Sallow, en garvet veteran i den ultravoldelige ekstremsport, der blot kendes som ”Spillet”. På sin rejse gennem den golde ødemark, der udgør resterne af vores for længst glemte civilisation, samler han et nyt hold spillere, som overtaler ham til at konfrontere sin skæbnesvangre fortid og udfordre de uovervindelige stjernespillere, der holder til i det ny aristokratis mægtige undergrundsbyer. Her er et nederlag lig med døden og en sejr betyder alt!
’Sallows helte’ aka ’The Blood of Heroes’ er forblevet en næsten glemt kultfilm, hvilket er en skam. For Peoples leverer en original og billedrig vision af forholdet mellem klasse og individ, sportens basale primitive kvaliteter og heltemyten som slør for undertrykkelse. Samtidig har filmen en gedigen rollebesætning bestående af karakterskuespillere som Joan Chen, Vincent D’Onofrio og Delroy Lindo.
Medvirkende: Rutger Hauer, Delroy Lindo, Anna Katarina, Vincent D'Onofrio
Original titel: The Blood of Heroes
1989
35mm, 90 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år