Cinemateket

Serie

Brian De Palma

Mens vi venter på Brian De Palmas nye dansk koproducerede thriller med Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen, kaster Cinemateket et blik tilbage på den amerikanske instruktørs karriere og præsenterer…
Mens vi venter på Brian De Palmas nye dansk koproducerede thriller med Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen, kaster Cinemateket et blik tilbage på den amerikanske instruktørs karriere og præsenterer seks perler fra øverste hylde. Oplev blandt andet gyser-kulthittet ’Carrie’, der blev De Palmas store gennembrud, den outrerede rockmusical ’Spøgelset i paradiset’ og den kølige thriller ’Døden sletter alle spor’ med en ung John Travolta i en af karrierens bedste roller. Sammen med Martin Scorsese, Francis Ford Coppola og de andre “movie brats” spiller De Palma en essentiel rolle i udviklingen af amerikansk film i slut-1960’erne. De Palma blander klassisk Hollywood og europæisk modernitet. Mødet med De Palmas film er en lektion i filmhistorie: Orson Welles, Jean-Luc Godard og især Hitchcock refereres konstant i alt fra fortælleteknik og karakterer til kamerabevægelser og tematik. Men det bliver aldrig pastiche: Selvom han stjæler med arme og ben, puster De Palma nyt liv i referencerne og efterlader et umiskendeligt aftryk på sine film. Fortalt i ultrastiliserede billedkompositioner og svulstige melodier er De Palmas filmiske univers fyldt med mord, erotik og voyeurisme. Særligt sidstnævnte er et centralt tema: Ligesom tilskueren sidder i biografmørket og lurer, bevæger De Palma sit kamera med et nysgerrigt blik, samtidig med at hans karakterer står i skyggerne og belurer hinanden. I tilfældet De Palma handler det nemlig lige så meget om blikket, der ser, som hvad blikket ser. Serien præsenteres i samarbejde med Soundvenue. Oscar Pedersen, programmedarbejder / Cinemateket
Se mere

Film i serien