František Vlácils tidsrejse

1998 – året før Vlácils død, erklæres han udødelig. Her udmærkede en sammenslutning af tjekkiske filmkritikere ’Marketa Lazarová’ som den bedste tjekkiske film – nogensinde! Når selv dyrene spiller sig til antropomorfe højder, ved man, at noget helt særligt har skabt denne film. I 1960’erne er František Vlácil (1924-99) blandt de absolut ypperste tøjlere af dette særlige. Han var en generation ældre end sine samtidige instruktører og hans film blev opfattet som værende gammeldags ved siden af de af yngres. Selvom ’Marketa Lazarová’ ikke har opnået nærheden af den berømmelse som ’Jomfrukilden’ af Bergman eller ’Den yderste dom’ af Tarkovskij, hvilke den ofte omtales blandt, er et sent efterliv af anerkendelse endelig vågnet.

Før og efter ’Marketa Lazarová’ er ’The Devil’s Trap’ og ’The Valley of the Bees’. Middelalderens virkeligheder har sjældent syntes tydeligere end ved dette filmiske triptykon. Vlácil forstod nemlig at tidsrejser bedst gennemføres med sensibiliteten som vehikel. Gennem lamslående scener, udfordrer Vlácil forholdet, at historie er defineret ved distance i tid og gør den uhjemligt nærværende. Dette spænd åbner en verden så overbevisende, at den, trods sin ihærdige søgen efter autencitet, udspænder et rum, der på en og samme tid er meningsfuldt og poetisk mangfoldigt.

Vlácil selv sagde, at hans inspiration kom fra de tre B’er: Bergman, Bresson og Buñuel. Men som andetsteds foreslået, synes et B at mangle. Nemlig Bruegel (Pieter – den ældre). Som ved den nederlandske mestermaler står landskaberne i Vlácils billeder i dyb modsætning til menneskets symmetriske indretning af verden. Vlácil så sine rødder i arkitektur og musik. Altså vor indretning af verden og dets poetiske immaterielle følge. En sær harmoni opstår her – også filmene imellem. Særligt et forhold deler de: Triptykonets historiske folder står uden egentlig ideologi eller moral at tjene. Herreløse fortællinger, der søger at åbne historien, fremfor at betvinge den tolkning.

Jesper Bagger Hviid, Cinemateket