Alice Rohrwacher

Hun er den største kvindelige instruktør i Italien lige nu, fast inventar på Cannes, aktiv med både spillefilm, kortfilm, dokumentarfilm og aktivistiske hybrider. Hun vandt manuskriptprisen i Cannes for hovedværket ’Lazzaro den lykkelige’, og i december er hun biografaktuel med endnu et undseligt mesterværk, ‘La chimera‘.

Alice Rohrwacher (f. 1982) skildrer de almindelige og de fattige på en meget innovativ måde – ofte på tværs af tid og med virkelighedsspring, der får tilskueren til at holde vejret. Der ligger både nogle filosofiske overvejelser, historisk bevidsthed og en god portion socialistisk ideologi i filmene – på den måde virker det logisk, at hun ynder at samarbejde med andre instruktører.

Den opblødte skillelinje mellem fiktion og fakta viser sig bl.a. i hendes antropologiske nysgerrighed: Her er miljøskildringer af mennesker i autentiske landsbyer, men med de friheder, kun filmen kan tage: Perspektiviske vrid, stumfilms-opspeedninger, umærkelige anakronismer (pludselig er vi i nutiden, uden at nogen bemærker det, så tilbage igen), og genstande, der binder fortid og nutid sammen uden forklaringer.

“Lige siden jeg var barn, har jeg tænkt meget på den region, jeg boede i – Toscana – og at andre mennesker havde boet i denne region før mig. Hvis man graver lidt i jorden, finder man alle mulige genstande lavet af andre,” har hun udtalt.

“Vi bør tale om denne verden, både om dagen og om natten. Om forholdet mellem dem, der er i live, og dem, der er døde. Om forholdet mellem fortid og nutid.”

Rohrwachers film skal sanses. Reflekteres over. Ikke nødvendigvis forstås til bunds. Og så er de fulde af kærlighed. Vi er jo i Italien.

Tak til Trine Hauerslav (Filmbazar), Kim Foss (Grand) og Giolia Longo (IIC) for samarbejde om serien.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket