Dansk film 2019

Der er blevet talt meget om det at være dansk i 2019. I et år med folketingsvalg har vi hørt politikere kæmpe om den rette definition af den danske folkesjæl, og der var mange ord, uden at man nødvendigvis genkendte sig selv i nogle af dem.

Sådan var det ikke i dansk film. Tværtimod. Der blev ikke talt meget på biograflærredet, men alligevel, eller måske på grund af det, kom de tættere på danskheden end den officielle debat.

Hvem kan ikke genkende stemningen på den sønderjyske gård i Frelle Petersens ’Onkel’, hvor Kris sad stivnet i lænestolen med indebrændt udlængsel, mens de eneste lyde kom fra et tankeløst tvprogram
og fra den sofaliggende onkels finger, der rodede efter småkager uden større ambitioner?

I Mads Kamp Thulstrups dokumentarfilm ’Kongernes fald’ om 1970’ernes episke trekantsdrama i dansk speedway var de stærkeste scener dem med den nordjyske legende Hans Nielsen, når han uden ord genkaldte sig intrigerne med bitterhed i blikket.

At Peter Hansen Tygesen i rollen som fåmælt onkel og Hans Nielsen gav os nogle af de mest
mindeværdige præstationer i de danske biografer, viste os også, at 2019 var amatørernes år.

I Laurits Flensted-Jensens ’Usynligt hjerte’ spillede den spastisk lammede Mikkel Haagerup Lund lige op
mod stjerneskuddet Victoria Carmen Sonne i en kolbøtte af en intimscene, der blev en af årets mest uforglemmelige.

Det danske drama krævede hverken mange ord, store stjerner eller meget plads. Rasmus Kloster Bros klaustrofobiske katastrofefilm ’Cutterhead’ var forseglet i et iltfattigt rum i det københavnske metrosystem, ’Kongernes fald’ cirklede om speedway-banen, og i ’Onkel’ var Kris’ skæbne stavnsbundet til en gård. Selv i ’Før frosten’ blev den store danmarkshistorie anskuet fra et lille bondesamfund på Stevns.

Men 2019 blev også året, hvor to af vores største stjerneskuespillere levede op til deres bedste: En isnende Trine Dyrholm som manipulerende cougar i May el-Toukhys ’Dronningen’ og en varmblodet Jesper Christensen som fattig bonde i Michael Noers ’Før frosten’.

Og så er der selvfølgelig altid Mads Brügger. Han har hele verden i sit hoved og taler meget om det meste, men i dokumentaren ’Cold Case Hammarskjöld’ blev verden mere voldsom, end hans hoved
kunne holde til. Det gav os et drama, der var langt større, end noget vi kunne spejle danskheden i.

Joakim Grundahl, filmanmelder / Politiken