Cinemateket

Det, der skulle blive kendt som den italienske neorealisme, voksede bogstavelig talt ud af ruinbrokkerne under 2. verdenskrig. Der var behov for at gøre op med det onde – med fascismen.

Allerede mens krigen rasede, startede forberedelserne til bølgen med Roberto Rossellinis ‘Rom – åben by’, der fik dansk premiere i 1946. En film, der i bedste dokumentarstil tog udgangspunkt i de dagsaktuelle, hjemlige problemer, noget, der skulle blive kendetegnende for neorealismens puls.

Den gængse måde at optage film på, nemlig i studierne, blev afløst af den autentiske udendørs scene, og rollerne blev som regel besat af almindeligt dødelige amatørskuespillere. Neorealismens instruktører og manuskriptforfattere var præget af en stærk tro på det jævne menneske og et udtalt ønske om retfærdighed for de små i samfundet – ikke ulig opbygningen i mange af Chaplins film, som Vittorio De Sica, en af bølgens mest fremtrædende instruktører (repræsenteret med tre markante aftryk i denne serie), da også påpegede i et samtidigt interview.

Ofte er de neorealistiske film blevet beskyldt for at være sortseende. Men selvom der nok sjældent er en decideret happy ending, overskygges de mørke skygger som regel af den gennemstrømmende varme tillid til menneskene, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.

Selv umiddelbart trivielle historier kan således hæve sig højt over hverdagen og blive en sejr for kærligheden. Begæret efter realisme er en gennemgående og oprigtig hyldest til andre mennesker, en hyldest til det, som sker, og det, som gror i verden.

Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket