Edith Head

Klæder skaber roller

13. jun - 16. aug

Historien om filmkostumieren Edith Head lyder som en Hollywoodfilm i sig selv. Nyd en række af de film, hun har skabt kostumer til, når Cinemateket sætter fokus på Edith Head i juni, juli og august.

Historien om Edith Head lyder som en Hollywoodfilm i sig selv. Hun begyndte som fransklærer på en pigeskole, men efter en rundvisning på Paramount Studios besluttede hun sig for, at hun ville lave kostumer til film. Da hun ingen erfaring havde, begyndte hun på aftenskole, hvor hun lånte nogle skitser fra en dygtigere klassekammerat, brugte dem til at søge et job hos Paramount – og fik det! Fra hendes ansættelse gik der ikke mange år, før hun overskyggede sine (primært mandlige) kolleger og begyndte at få stadig større opgaver. Efter 44 år skiftede hun i en alder af 70 år Paramount ud med Universal og fortsatte dér med at lave film frem til sin død som 83-årig.

Edith Heads genialitet bestod ikke alene i hendes smukke kostumer; snarere var det hendes instinktive evne til at gøre kostumerne til betydningsfulde clues i forhold til karaktertegning og plot. Tænk bare på Ingrid Bergmans forførende forklædninger i ‘Berygtet’ eller den upåfaldende grå spadseredragt, Kim Novak i rollen som den selvudslettende Madeleine bærer i ‘En kvinde skygges’. Som Kim Novak selv udtalte: “Jeg hadede den fjollede dragt, for at være ærlig, men den hjalp mig til at føle mig ukomfortabel som Madeleine.” I begge film er beklædningen mere end ren og skær påklædning – tøjet giver os centrale informationer om figurernes følelser, deres positioner og roller i forhold til filmenes andre karakterer.

Edith Head er nok mest berømt for sit samarbejde med netop Alfred Hitchcock, men hendes karriere spænder over mere end 60 år og indbragte hende hele otte Oscarpriser. Hendes håndværk handler ikke kun om at sy elegante kjoler til Hollywoods største kvindelige stjerner; for en dygtig kostumier er alle film kostumefilm, uanset hvor eksplicit tøjet måtte spille med i filmens fortælling. Paul Newmans ikoniske jakke i ’Butch Cassidy and the Kid’ er akkurat lige så vigtig for rollen som Grace Kellys måneskinshvide kjole og diamanthalskæde er for hendes rolle i ’Fang tyven’. Af samme grund kunne denne serie sagtens have været endnu større – ud over de valgte titler er også film som ’Prinsessen holder fridag’, ’Sunset Boulevard’ og ’Skjulte øjne’ (’Rear Window’) film, der ikke havde været de samme, hvis ikke Head havde haft en finger med i spillet.

Sophie Engberg Sonne, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31 1 2
juni
27 28 29 30 31 1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
juli
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4
august
29 30 31 1 2 3 4