Ida Lupino

I 1950’erne var der én (een!) kvinde i Hollywoods tusindtallige kreds af instruktører.

Projektet osede af dødsforagt: Hendes film tog fat på sexisme, stigmatisering af enlige mødre, forældrepres, fysiske handicap, bigami og voldtægt. I dette MeToo-år, hvor hun tilmed ville være fyldt 100 år, burde Hollywoods helt store fritænker og feminist være kendt af alle. Så alle med den film- eller kønshistoriske samvittighed i behold bør tage notits nu.

Navnet er Ida Lupino.

Engelskfødte Ida Lupino (1918-95) blev pacet til at gå i farens fodspor som entertainer. Hun blev optaget som 13-årig på Royal Academy of Dramatic Art (forældrene påstod hun var 15), og fik sine første filmroller året efter – som sexkilling. Hun blev mere og mere træt af de stereotype roller, selv da hun spillede over for Bogart i ’High Sierra’.

Så hun takkede nej til en guldrandet kontrakt med Paramount og fandt sit kald i at give de kvinderne og de udstødte en stemme: ”Livet forærer os ikke midler til at finde kærlighed inden for konventionernes rammer, og mange af os vil finde den uden for den.”

SVALE I LØVEBUR
Midt i 1950’erne – Mad Men- og McCarthy-æraen – var Lupino ikke bare en enlig svale i et bur fyldt med hanløver.

Hun var også udfordret af en historisk skrap og konservativ selvcensur. Af frygt for politiske shitstorms var Hollywood (med den såkaldte Production Code som regelsæt og en hel administration til at håndhæve det) blevet nypuritansk ned til mindste manuskriptdetalje.

Den selvlærte Lupino fik udkastet til sin første film som instruktør, ’Not Wanted’ (1949), smidt tilbage i hovedet med stemplet ”utterly impossible”: Nej tak til en film om teenage-graviditet, der tilmed gav følelseskolde forældre et medansvar.

Men den dengang 30-årige Lupino havde allerede været i filmbyen halvdelen af sit liv og skrabet mere brancheindsigt og intuition sammen end de fleste. Hun gik til branchebladene, roste her de kloge mænd for deres indsigtsfulde feedback, justerede lidt her og der – og vendte så tilbage og lavede filmen med deres billigelse. Det skulle blive den første af adskillige Lupino-film båret af tæft og trodsighed.

PROTO-FEMINIST
”Det var offerets psyke, der blev sat på spil i Lupinos film,” skrev en vis Martin Scorsese i hendes nekrolog. ”Fra ’Not Wanted’ og fremefter udfordrede hun tidens passivt-dekorative Hollywood-kvindebillede på en måde, som var langt forud for den feministiske bevægelse.”

Når andre filmkritikere (m/k) har vejet Ida Lupino og fundet hende for let til en æresplads i filmhistorien, er det ofte ud fra den dengang herskende auteur-teoris kriterier: Hun dyrkede ikke det stilistisk visionære, ”stræbte ikke efter regnbuer”, som en skriver. B-films-titler som ’Jeg er bigamist’ og ’Hun solgte sin datter’ har næppe skæppet i den kulturelle kapitalfond heller.

RADIKAL OG SENSITIV
Ikke desto mindre var Lupino en ener. Hendes blik på sociale normer var et brud med Hollywood, et brud, der både havde radikalitet og sensitivitet i sig: Hun turde beskæftige sig med alt, og hun var velartikuleret. Men dels forstod hun, at det var de små, uafhængige produktioner, der gav hende størst spillerum, og dels spillede hun spillet. Hun brugte kvindelist og diplomati. Hendes opråb ligger indkapslet i filmene.

Og så var hun som nævnt sensitiv: Få skildrer skyggesiden af USA med samme politesse og mangel på nedladenhed som hende. Og det, at hun selv var en mønsterbryder, fik hende ikke til at skildre enere som hende. Hendes heltinder er ramt af afmagt, ikke martyrisk selvfølelse.

UAFSLUTTET OPGØR MED HOLLYWOOD
Ida Lupinos eksempel er ikke blevet uaktuelt. I 2014 viste en optælling, at bag de 100 bedst sælgende film i USA var der 98 mandlige instruktører og kun to kvinder, og tallene er formentlig omtrent de samme i dag.

Den 10. november knytter vi den aktuelle problematik og fænomenet Ida Lupino sammen ved et gratis debatarrangement i Asta Bar.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket