James Baldwin 100 år

“I am not your negro”: Seks film og fire talks

2. aug - 31. aug

Den på én gang ærkeamerikanske og kosmopolitiske forfatter, fritænker og frihedskæmper James Baldwin ville være fyldt 100 i år. Det fejrer Cinemateket i august med en serie, der består af filmatiseringer af den inderlige, alsidige og antiracistiske ordkunstners værker, dokumentariske portrætfilm samt samtaler med Baldwin-kendere og -entusiaster.

James Baldwin (1924-87) stiftede bekendtskab med det hvide lærred, før han lærte litteraturen at kende.

I James Baldwins essay om sit forhold til film ‘The Devil Finds Work’ fra 1976, genbesøger han bl.a. sine biografoplevelser i 1930’ernes Harlem som fattiggjort, sort dreng. Her identificerede han sig med Hollywood-filmenes helte, som altid var hvide amerikanere, imens han i biografsalens halvmørke buhede af de stereotypiske skurke, der som regel var sorte eller oprindelige amerikanere.

Derfor var det, som om der åbnede sig en afgrundsdyb eksistentiel kløft, da det virkelig gik op for den unge Baldwin, at han selv var sort; og følgelig at de karakterer, som han havde lært at hade på det store lærred, var de eneste roller, som han kunne få lov til selv at spille.

Derfor er det i dag, 100 år efter dette flammende talents fødsel, en stor glæde for Cinemateket at kunne vise nogle af de allerbedste film, hvor det er James Baldwin, som definerer, hvad der sker på det store lærred.

UNDERTRYKKELSE OG KÆRLIGHED

For at forstå den renæssance, som James Baldwins forfatterskab har oplevet de seneste par år, kommer man ikke uden om den Oscar-nominerede, antiracistiske dokumentar ‘I Am Not Your Negro’ fra 2016.

Her møder vi først og fremmest James Baldwin som en knivskarp intellektuel, der overbevisende argumenterer for, at racismen ødelægger det amerikanske samfund indefra - ikke blot for sorte, men også for hvide.

‘I Am Not Your Negro’ er en slags filmatisering af James Baldwins aldrig færdiggjorte bogprojekt 'Remember This House' fra 1979. Filmen er skabt med en dyb forståelse for James Baldwins levende, kropsgjorte syn på historien som noget, der altid er indlejret i nuet, og som vi bliver nødt til at kende for at kunne kæmpe for en mere retfærdig fremtid.

Endnu en filmatisering, som har været med til at øge interessen for James Baldwins forfatterskab, er Barry Jenkins’ Oscar-vindende kærlighedsdrama ‘If Beale Street Could Talk’ fra 2018. Her, som i romanen af samme navn, bliver det tydeligt, at James Baldwin ikke blot var optaget af undertrykkelsens væsen, men at han også livet igennem var dybt fascineret af kærlighedens modstandskraft.

VIDNESBYRD FRA USA

At James Baldwin, både som person og i kraft af sine bøger, havde stort cinematisk potentiale, var heldigvis også noget, som filmskabere forstod, imens han levede. Det kommer med poetisk kraft til udtryk i den dokumentariske rejsefilm ‘I Heard It Through the Grapevine’ fra 1982, hvor James Baldwin genbesøger flere af de steder i USA’s sydstater, som var afgørende under borgerrettighedsbevægelsens storhedstid i 1950’erne og 60’erne.

Fra 1957 og adskillige år frem deltog James Baldwin i den prodemokratiske kamp for borgerrettighedsbevægelsen og mod USA’s hvide overherredømme. Med sine sjældne sprogkundskaber både skrev og talte James Baldwin magten imod, og han beskrev sit arbejde under borgerrettighedsbevægelsen som “at bære vidnesbyrd”.

I 2015 kunne forskeren Douglas Field med sin bog om James Baldwin ‘All Those Strangers’ endegyldigt bevise, hvor kraftfulde disse “vidnesbyrd” blev opfattet af den amerikanske efterforskningsmyndighed FBI. Fra 1960 til begyndelsen af 1970’erne formåede FBI, igennem en ulovlig og indgribende overvågning, at producere en sagsmappe, der bestod af svimlende 1.884 sider med dokumenter om James Baldwin. Ord er magt.

I ‘I Heard It Through the Grapevine’ møder vi ikke blot et veltalende geni. Vi møder også James Baldwin som lyttende og omsorgsfuld; vi møder et menneske, der er oprigtigt engageret i sine brødres og søstres konkrete hverdagserfaringer - og fortsatte kamp for retfærdighed og skønhed.

MOD DET HVIDE LÆRRED

Fordi James Baldwin var efterkommer af slavegjorte afroamerikanere, og fordi han boede store dele af sit liv i Frankrig og Tyrkiet, kaldte han sig selv for “transatlantisk pendler”. Beslutningen om at flytte til Paris som kun 24-årig beskrev James Baldwin som “et spørgsmål om liv og død”, fordi han følte, at han var ved at blive kvalt i USA’s racistiske og homofobiske klassesamfund.

Men James Baldwin slap aldrig USA af syne, lige meget hvor han var på kloden. Det er også tydeligt i tre dokumentariske portrætfilm - optaget i henholdsvis London, Paris og Istanbul – som vi viser i én kortfilmspakke. Med elegance og lidenskab sammenvæver James Baldwin ofte sine analyser af det amerikanske samfund med resten af verden.

De tre kortfilm viser et menneske, hvori modsætninger mødes: Skrøbeligheden og styrken, passionen og beherskelsen, behovet for at uddele både kærtegn og slag.

Tilsammen tegner filmene et alsidigt portræt af en enestående begavelse, og måske er det James Baldwins vigtigste sejr i kampen mod det hvide lærred: Levende billeder af en flertydig, afroamerikansk helt.

Adam Paaske, seriekurator

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4
august
29 30 31 1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31 1
september
26 27 28 29 30 31 1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 1 2 3 4 5 6
oktober
30 1 2 3 4 5 6