Jane Campion

Jane Campion er blevet et ikon for feminister i filmbranchen: Hun var bl.a. den første kvinde, der vandt Guldpalmen i Cannes, og den første til at blive Oscar-nomineret to gange for bedste instruktion. Frem til hendes Netflix-producerede revisionistiske western ’The Power of the Dog’ har hendes film også koncentreret sig om kvindelige universer og konflikter.

Newzealænderen Campion (f. 1954) brød internationalt igennem med ’The Piano’ (1993) om en stum klaverspillende kvinde i 1800-tallets newzealandske jungle. Spillet om kønsmæssig og social bekræftelse løber gennem mange af filmene. Ofte er victorianismen bagtæppe, og man fornemmer, at korsetstiverne under bourgeoisiets inspirerer hende til at undersøge mekanismer bag både mønsterbrud og undertrykkelse.

Allerede debuten ’Sweetie’ fra 1989 og kortfilmene, der gik forud, vidnede om en instruktør, der tør zoome ind på iltre, skæve sind. Det handler sjældent om diagnoser og forklaringer, men rigtig meget om menneskelige relationer og vores evne til at favne livet og hinanden.

Og så er der en central stilistisk dimension i Jane Campions værker. Hun interesserer sig for sanseligheden i den natur, mennesket ikke kan få helt bugt med, vores huds og vores øjnes møde med verden. Hun tør give luft til landskabet og vores venten på ting, der måske slet ikke sker. Men hvor der så sker noget andet imens: Vi sanser med filmens personer. Den dimension giver genrefilmene en arthouse-dimension og gør dem svære at rubricere. RB