Cinemateket

Luc Besson skrev sig med succeserne Subway (1985), The Big Blue (1988) og Nikita (1990) ind i filmhistorien som en af cinéma du look-bevægelsens mest fremtrædende instruktører og blev repræsentant for et filmsprog, hvor den spektakulære visuelle stil er mindst lige så vigtig som fortællingens karakterer.

Den franske billedmagers sjette spillefilm 'Léon' (1994) – som af mange bliver betragtet som hans mest vellykkede – er en vaskeægte kultklassiker, og den er ikke mindre storladen i sit udtryk end forgængerne. Men ind i den skarpladte historie om en omsorgssvigtet 12-årig pige, der tages under vingerne af en følelseshæmmet lejemorder, kiler sig en højere grad af sensitivitet end i Bessons tidligere værker.

Pigen fremkalder bløde sider af den iskolde hitman, som han ikke aner, han besidder, og filmen leger i det hele taget med forholdet mellem helte og skurke, engle og hævnere, børn og voksne – og har dermed en anderledes klangbund end så mange andre actionfilm.

'Léon' blev et hit, men dens umage makkerpar og de seksuelle undertoner i forholdet mellem dem har siden været et omdiskuteret emne. Er der lidt for meget 'Lolita'-fortælling under overfladen? – en betragtning, der forstærkes af Bessons privatliv (han var i perioden selv kæreste med en 17 år yngre kvinde på bare 15). Det er altsammen op til øjnene, der ser. Men uanset hvordan de ser, så er der helt sikkert fart over feltet og masser af detaljer at fortabe sig i.