I efterårets sæson af 'Amerikansk Avantgardefilm' er fokus på de kvindelige filmmagere. Ligesom i Hollywood, og i mainstream-filmen generelt, var det mændene, der dominerede efterkrigstidens amerikanske avantgardefilm.

Når det er sagt, er det imidlertid påfaldende, at den instruktør, som i et historisk perspektiv synes at indtage rollen som en overgangsfigur mellem 30’ernes surrealistisk prægede avantgardefilm og 50’erne og 60’ernes eksperimental- og undergrundsfilm, var en kvinde, nemlig den russiskfødte newyorker Maya Deren.

Og hun var ikke alene. Ser man nærmere på periodens alternative filmmiljøer, kunne den tanke melde sig, at filmmediet i de år appellerede til kvindelige kunstnere, måske fordi de personlige, poetiske og uafhængigt producerede film var et felt, der ikke i samme grad som så mange andre kunstarter på forhånd var defineret af mænd. Maya Deren – som er emnet for sæsonens indledende dokumentar – talte om, at hun blev tiltrukket af de levende billeder, fordi hun her kunne beskæftige sig med kropslig bevægelse og tilstande i konstant metamorfose.

Det er én forklaring. Andre bud er på spil i de tre efterfølgende events om henholdsvis Shirley Clarke, Babette Mangolte og Yoko Ono.



Lars Movin

Peter Christian Rude