Marx Brothers var med til at udvikle komediegenren med deres fikse ordspil og forrygende, anarkistiske slapstick-komik. Oplev fire af brødrenes komedieklassikere fra perioden 1933-1940, heriblandt ’Sæt dampen op’ og ’En tosset diktator’.

Marx Brothers har med deres anarkistiske, antiautoritære humor moret og fornærmet generationer af biografgængere og tv-seere. De forstod til fulde at udnytte den nye talefilms muligheder. Brødrenes varemærke var forrygende slapstick-komik kombineret med raffinerede ordspil og twistede dialoger. Vi præsenterer fire af brødrenes komedieklassikere fra perioden 1933-1940.

De to yngste brødre, Gummo og Zeppo, fik aldrig den samme teater- og filmkarriere, som de tre ældste (Chico, Harpo og Groucho). Gummo forlod teatret før 1920, og Zeppo havde kun mindre roller i Marx Brothers’ fem første film. Skuespillerinden Margaret Dumont er blevet kaldt 'den femte Marx Brother'. Hun var med i hovedparten af deres film og spillede oftest en stivnakket, rig enke, der bliver kurtiseret af den speedsnakkende Groucho.

Højdepunktet i Marx Brothers’ karriere var uden tvivl ’En tosset diktator’, selv om den blev produceret allerede i 1933. Typisk for Marx-filmene har denne surrealistiske antikrigssatire ikke en særlig vigtig eller klar handling, men er først og fremmest baseret på de individuelle karakterers frie udfoldelser. Filmen er en non stop-serie af hæmningsløse gags, og der er ikke plads til de musikalske pusterum – hvor Harpo spiller harpe og Chico klaver – som indgår i en række af de øvrige komedier.

Da Marx-brødrene efter ’En tosset diktator’ gik fra Paramount til MGM, satsede dette selskab på at kunne gøre brødrenes film mere populære og profitable ved at give dem en gribende kærlighedshistorie og en mere lineær fortælling. Det lykkedes med det første resultat af det nye samarbejde, ’Halløj i operaen’ (1935), der blev en stor økonomisk succes. Filmen indeholder den berømte kahytsscene, hvor flere og flere mennesker lukkes ind i et grotesk lille rum.

Jesper Andersen, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4
august
29 30 31 1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31 1
september
26 27 28 29 30 31 1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 1 2 3 4 5 6
oktober
30 1 2 3 4 5 6