Max Ophüls

DEN KVINDELIGE SYNSVINKEL

2. mar - 27. apr

Max Ophüls var en mester i både drama og æstetik og kendt for sine blændende kærlighedshistorier og virtuose kamerabevægelser. Oplev seks af hans bedste film i marts og april.

Max Ophüls’ kamera er i ustandselig bevægelse – gennem luksuriøse dekorationer og spejlsale fyldt med lys, ned ad store trapper eller strejfende om i øde gader og stræder. Hver gang kameraet bevæger sig, skabes en ny billedkomposition. Ophüls’ virtuose stil med ekvilibristiske traveling shots og fejende kranture imponerer selv i en tid med steadicam og computer-genererede billeder.
Max Ophüls (1902-1957) blev tidligere betragtet som en instruktør, der overbetonede stil på bekostning af indhold. Hans film blev lidt nedladende betegnet som sentimentale historier fra en svunden tid. Især to forhold har bidraget til en revurdering af Ophüls’ værker: udviklingen af auteur-kritikken i 1960’erne og kvindebevægelsen i 1970’erne.

AUTEUR-INSTRUKTØR
Med auteur-kritikken fik verden øjnene op for Ophüls’ personlige filmsprog, og den konsistens, han har udvist i tema-valg, visuel stil og filmiske teknikker – og så arbejdede han endda i en række lande og filmindustrier under meget omskiftelige betingelser. Ophüls’ virtuose stil tjener altid til at understøtte fortællingen, og han sammenkæder stil og temaer i tilbagevendende visuelle motiver. Ophüls’ sidste fire film skabte opmærksomhed hos de unge Cahiers du Cinema-kritikere, ikke mindst Francoise Truffaut og Jacques Rivette. De betragtede hans film som undtagelser fra de patriarkalske folkekomedier, der dominerede fransk film i efterkrigstiden. Ophüls skulle senere blive hyldet som en af forgængerne for den franske nybølge.

DEN KVINDELIGE SYNSVINKEL
Næsten alle Ophüls’ film har en kvinde i centrum og kredser om en kvindelig bevidsthed. Før 1970 var Ophüls’ identifikation med en kvindelig synsvinkel blot med til at bekræfte opfattelsen af hans film som dekadente. Men i dag bliver de i højere grad betragtet som det, de er: studier af kvinders placering i det patriarkalske samfund. Ophüls’ præsenterer og analyserer de muligheder, der traditionelt har været til rådighed for kvinder i den vestlige kultur – romantisk kærlighed, ægteskab, prostitution. I flere af sine film sidestiller han ægteskab og prostitution, idet hans kvindelige figurer i begge tilfælde sælger sig selv. Den romantiske kærlighed – som Ophüls båder hylder og skildrer med ironi – kan i nogle tilfælde overskride kvinders fastlåste situation, men det oftest går det skidt for det elskende par.
De kvindelige filmkritikere har dog også haft øje for, at Ophüls har en tendens til at mytologisere kvinden og fremstille hende som objekt for det mandlige blik – lige fra Gaby i ’Halvt uskyldig’ til Lola Montès, der hver aften sidder i projektørlys og fortæller om sit liv.

ET LIV I BEVÆGELSE
”For mig er livet bevægelse”, siger hovedpersonen i ’Lola Montès’. Det samme kunne man sige om Max Ophüls eget liv. Han blev født i 1902 i Saarbrücken som Maximillian Oppenheimer, søn af tysk-jødiske forældre. Allerede som 24-årig blev han instruktør på det berømte Burgteater i Wien og arbejdede samtidig i Berlin, Frankfurt og Breslau, inden han begyndte at lave film i 1930. Da han var på Burgteater, mødte han skuespilleren Hilde Wall. De giftede sig og fik én søn, Marcel Ophüls (f. 1927), der er en fremtrædende dokumentarfilminstruktør. Maximillian Oppenheimer skiftede navn til Max Ophuls, efter eget udsagn for at spare sin borgerlige familie for ”skammen” ved at have en søn i teater- og filmverdenen, men navneændringen skulle uden tvivl også tjene til at nedtone hans jødiske baggrund.

I 1933 - efter Rigsdagsbranden - forlod Max Ophuls Tyskland med familien og skiftede navn til Ophüls. I de næste seks år lave han film i Frankrig, Holland og Italien. Efter den tyske invasion af Frankrig i 1940 flygtede Ophüls til Schweiz og herefter til USA. Han ankom til Hollywood i 1941, men der skulle gå seks år, før han fik sit første projekt, ’The Exile’ (med Douglas Fairbanks Jr., 1947) i produktion. I de følgende to år lavede Ophüls, som han kom til at hedde i USA, til gengæld hele tre film: ’Brev fra en ukendt kvinde’ – den mest ’europæiske’ af hans amerikanske film – og derefter ’Caught’ og ’Angstens timer’, begge intense melodramaer med James Mason i hovedrollen. Alle tre film regnes blandt de bedste Hollywood-film fra perioden.

I 1949 vendte Max Ophüls tilbage til Frankrig og instruerede i den sidste del af sin karriere fire mesterværker – ’Kærlighedskarussellen’, ’Kærlighedens glæder’, ’Madames juveler’ og ’Lola Montès’. Sidstnævnte skulle blive afslutningen på Ophüls’ karriere. Den meget ekstravagante film, der betragtes som hans hovedværk, overskred alle budgetter og havde en kaotisk produktions- og distributionshistorie (se særarrangement om restaureringen af ’Lola Montès’).

Udmattet og desillusioneret vendte Ophüls i 1956 tilbage til Tyskland, hvor han holdt foredrag i en række byer og satte Beaumarchais’ skuespil ’Figaros bryllup’ op i Hamborg i januar 1957. På premiereaftenen fik han et hjerteanfald på grund af en kronisk hjertelidelse. Han døde fire måneder senere, kun 54 år gammel.

Serien, der fortsætter i næste program med Ophüls’ amerikanske film, er realiseret i samarbejde med Goethe Institut Dänemark og Institut français.

Jesper Andersen, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31 1 2
juni
27 28 29 30 31 1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
juli
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28