Den franske forfatter Marcel Proust (1871-1922) kredsede i sit magnum opus ’På sporet af den tabte tid’ om tidens kompleksitet og hukommelsens narrestreger.

Med historiske briller er det interessant, at romanens fødsel (Proust arbejdede på den fra 1906 til 1922) sammenfalder med kunstfilmens fødsel. Og måske lige så interessant: Med filmteoriens udvikling, der netop fokuserede på det mediespecifikke – tidens forløb, klipningens magiske spring. ”Film er et meget proustiansk medie,” som den chilenske instruktør Raúl Ruiz også har udtalt.

Men bogen og filmmediet har ikke været et udelt lykkeligt match.

Selvom Prousts tanker om den ikke-kronologiske tid både direkte og indirekte har inspireret utallige filminstruktører, fra Alain Resnais til Apichatpong Weerasethakul, er det forbløffende få, der har taget det endelige skridt udi deciderede filmatiseringer. For nogle er tanken om at filmatisere romanen da også den rene blasfemi, for andre har romanens omfang (syv bind!) og dens detaljerige, encyklopædiske karakter været en barriere. Flere har forsøgt og fejlet, bl.a. store instruktører som Luchino Visconti og Joseph Losey.

Men der er undtagelser: I november og december præsenterer Cinemateket fire film, der med hver deres unikke tilgang og resultat giver filmisk liv til Prousts billedskabende sprog.

Litteraturen og Prousts tænkning vil dog også være i højsædet i form af seks særlige arrangementer, hvor eksperter vil føre os på sporet af Prousts liv og litterære geni. Hør om billedkunst og musik i bogværket, om de jødiske spor hos Proust, om den sociologiske forbindelse mellem adelen og borgerskabet, og eftertidens brug af hans refleksioner over tid og sted – og madeleinekagernes skjulte kræfter.

Tak til Kulturen i Skt. Matthæus, Proust-selskabet og Institut français du Danemark for samarbejde.

Oscar Pedersen, programmedarbejder / Cinemateket