Cinemateket

Serie

Sally Potter

‘Orlando’ er det kendteste værk af den britiske instruktør (f. 1949). Det er en poetisk, gudesmuk og tumultarisk fortælling, hvor to af de mest stabile faktorer i fortællekunstens historie –…
‘Orlando’ er det kendteste værk af den britiske instruktør (f. 1949). Det er en poetisk, gudesmuk og tumultarisk fortælling, hvor to af de mest stabile faktorer i fortællekunstens historie – hovedpersonens køn og tilskuerens distance til fortællingen – begge får et skud for boven. Sally Potters Orlando skifter køn og taler direkte til os. Og lever i øvrigt i hundredevis af år. Det historiske blik står centralt i instruktørens værk. Kvindens rettigheder, kvindens historie, kvindens sensibilitet, kvindens blik. Alt det, der burde have været selvfølgeligt, er det fortsat ikke – og i det omfang, vi har flyttet os i den retning, er det kun takket være historiske feministiske kampe, provokationer, vedholdenhed og viljestyrke. Men endnu vigtigere er måske det undersøgende. Det med at italesætte spørgsmål. TRANSFORMATIVT PROJEKT Hvori består det kønnede? Hvad sker der, hvis vi flytter en etableret synsmåde fra et domæne til et andet? Skifter sprog? Hvad kan vi lære om kultur og vane? Sally Potter er mere interesseret i det transformative end i at skabe en bestemt ny verden. Alt er muligheder. Sally Potter investerer sig selv sanseligt og sårbart i ’The Tango Lesson’. Leger helhjertet med versemål i ’Yes’, sang med i ’The Gold Diggers’, med det kønnede blik i ’Thriller’ og klassekamp i ’The Party’ og siger selv, at hun stræber efter at fremkalde ”en sindstilstand, hvor folk tænker og føler samtidigt, og ikke kun det ene eller det andet. At de reflekterer over deres følelser, mens de har dem.” Det er et kraftfuldt og smittende projekt. Måske ligefrem helende i en verden under fragmentering. Som instruktørkollegaen Jane Campion skrev efter at have mistet et barn: ”Jeg var knust, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men så gik jeg i biografen og så 'Orlando'. Det var så smukt. Denne jord kan forvandles. Der er øjeblikke med ekstrem undren ... Og det er altsammen værd at leve for.” UDSTILLING OG BESØG Sally Potter og den interdisciplinære kunstner Rose English er fra 3. februar til 9. april udstillingsaktuelle i København med udstillingen ’Berlin: Remembering the Spectacle’, hvor deres produktive parløb foldes ud med historiske briller. I tæt samarbejde med udstillingsstedet HEIRLOOM i Sølvgade byder vi på filmvisninger med besøg af dem begge – ikke mindst filmen ’The Gold Diggers’, som de skrev sammen, og som Rose English var art director på. Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket
Se mere

Film i serien

05. feb.

The Tango Lesson

06. feb.

The Party

07. feb.

Yes

13. feb.

The Gold Diggers

19. feb.

Filosofi og film: ’Orlando’ + introduktion

22. feb.

Ginger & Rosa

24. feb.

Yes

28. feb.

Thriller

04. mar.

‘Orlando’ + mød Sally Potter

05. mar.

‘The Gold Diggers’ + mød Rose English og Sally Potter

06. mar.

‘Ginger & Rosa’ + Sally Potter og Anders Refn i samtale

06. mar.

‘The Tango Lesson’ + mød Sally Potter

08. mar.

Orlando

13. mar.

‘Thriller’ m. introduktion

14. mar.

The Party

02. apr.

‘The Gold Diggers’ + mød Rose English og Sally Potter