Man siger, at folk flygtede fra deres biografsæder i rædsel, da et lokomotiv tordnede imod dem ved en fremvisning af Lumière-brødrenes tidlige film ‘L’arrivée d’un train en gare de La Ciotat’ i 1896. Myten er siden punkteret af historikere, men indeholder et gran af sandhed: Nemlig at der er noget ved mødet mellem tog og levende billeder, der altid har berørt og fascineret os.

Filmhistorien er fyldt med togmotiver, og symbolsk er film og tog beslægtede. Fra begyndelsen var begge symboler på fremdrift og modernitet. Siden har en overhaling fra andre medier og transportformer bestøvet jernbanefilmen med et strejf af nostalgi. Efter en tid, hvor man stadig gav sig tid. Og hvor den hurtigste vej til Østen var om bord på Orientekspressen.

Toget på biograflærredet er vores billet til fremmede lande. Spisevognen er et dramatisk rum, hvor gnister opstår mellem køn, klasse og kulturer. Enten af romantisk karakter som i nyklassikeren ‘Kupé nummer 6’. Eller med blodigt udfald som i Bong Joon-hos ‘Snowpiercer’ og Hitchcocks suspense-fyldte ‘Farligt møde’.

Togets motor er som Hollywood en drømmemaskine. Biografrummet og togkupéen er blandt de sidste hellige steder i en hurtig verden, hvor man kan slappe af og overgive sig til rejsen. Det er her, i de bløde sæder, at eventyret begynder. Værsgo at tage plads i drømmenes kupé.

Sara Prahl Larsen, Maria Knude Oldhøj Nielsen og Tobias Lynge Herler