Månedens Film: 'Nahid'

Månedens Film i april, iranske ’Nahid’, dissekerer nærmest thriller-intenst den udbredte skik med at indgå midlertidige ægteskaber i Iran. Filmen vises 19. april – 1. maj. Den 20. april indledes visningen med et foredrag om midlertidige ægteskaber ved Iran-ekspert Claus Valling Pedersen. Bemærk at vi i denne måned sætter fokus på Iran gennem serien 'IRAN NU'.

Bid mærke i navnet Ida Panahandeh. Den 37-årige instruktør er brandvarm netop nu og ikke bange for at stikke nallerne ind i pejsen. Se bare ’Nahid’, der dissekerer den kontroversielle, men udbredte skik med at indgå midlertidige ægteskaber i Iran. Er det en praktisk levemåde for enlige mænd og kvinder i et normbundet samfund, eller er det reelt en legaliseret form for prostitution?

Spørgsmålet består, mens det forrygende ægteskabs- og skilsmissedrama bliver afviklet på Asghar Farhadi-manér med uforudsete forviklinger, en masse halvskurke og et nedtællingsur, der tikker ubarmhjertigt.

Nahids eksmand har møjsommeligt rodet sig ud af et stofmisbrug og undskylder de spildte år: Han elsker både hende og deres delesøn. Men hun er klog af skade og har desuden akut brug for penge, han ikke kan levere. Så for at få sit kaotiske liv til at hænge sammen, siger hun ja til et ægteskab med en venlig og forstående velhaver, hun ikke elsker.

Nahid er konstant spændt ud mellem sit eget hjerte og ydre nødvendighed – og hun har gjort det til et speciale at lyve og mingelere sig ud af situationer med pantsætning af lånte armbånd – og sågar hendes forlovelsesring. Nahid er en drøm af en hovedperson – fejlbarlig og tapper, skurk og martyr på en gang.

Den 20. april indledes visningen af 'Nahid' med et foredrag om midlertidige ægteskaber ved Iran-ekspert og lektor ved Københavns Universitet Claus Valling Pedersen.

Foruden fokus på midlertidige ægteskaber i Iran, er der masser af iranske emner, du kan dykke ned i med vores minifestival 'IRAN NU', der forløber fra den 15. april – 28. april. Festivalen zoomer ind på situationen i Iran netop nu, som den kommer til udtryk kunstnerisk, kulturelt og socialt.

Vi viser blandt andet filmen ’Inversion’ tirsdag den 17. april kl. 17.15, der indledes med en optakt til nogle af de meget forskellige problemer, filmen berører: Kvinders ret til selvbestemmelse og Teherans forurening. Og har man lyst, kan man allerede kl. 16.30 samme dag opleve dagens oplægsholder, journalist Misha Zand, når hun i Asta Bar fortæller om ’Irans unge, jobs og drømme’.

Senere på ugen, torsdag den 19. april kl. 17.00, afholder vi et fotoforedrag, hvor Anna-Katarina Gravgaard og fotograf Marine Gastineau fortæller om deres og to andre kvinders begivenhedsrige rejse gennem Iran: Deres møder med høj og lav, sansninger af alt fra storby til ørken - og med gode rejsefif til alle, der går med en lille Iran-eventyrer i maven.

Og hvis du ikke kan få nok af instruktøren Ida Panahandeh, viser vi hendes nyeste film ’Israfil’ onsdag den 25. april kl. 21.45 - der i den grad er værd at se. I denne nye film udforsker hun den modne kærligheds vildveje. Hovedpersonen Mahi mister sin søn i en bilulykke og til begravelsen møder hun sin ungdomskærlighed Behrouz, og fortidens følelser og spøgelser sætter alt i bevægelse.

'Nahid' vises i samarbejde med CPH PIX. Den første visning er som vanligt gratis for medlemmer – billetter til denne specifikke visning sættes til salg den 27. marts (for at sikre, at alle medlemmer har nået at få programmet med posten). Reserverede billetter til denne visning skal afhentes senest den 17. april. Læs desuden mere om serien 'IRAN NU' her.

Anmelderne skriver:

♥ ♥ ♥ ♥ "Ida Panahandeh markerer sig som en god ny stemme i den solide iranske filmtradition.", - Politiken

★★★★ "Ida Panahandehs film om moderne iransk kvindeliv er ekspressiv og fuld af symboler" - Kristeligt Dagblad

★★★★ "'Nahid' er et elegant Iransk karakterstudie med god sans for de følelsesmæssige detaljer." - Kinosaur

★★★★  - CPHCulture

★★★★ - JyllandsPosten

 

Tid: 19. april - 1. maj 2018
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København
Billetter: Online eller tlf. 3374 3412