Månedens Film: 'A Prayer Before Dawn'

Månedens film i juni er Jean-Stéphane Sauvaires virkelighedstro ’A Prayer Before Dawn’, hvor en ung brite må slås for sin frihed i det berygtede thailandske Klong Prem-fængsel.

Den unge brite Billy Moore (Joe Cole) har støvet sanseløst rundt i Bangkoks natteliv nogle år, da han havner bag tremmer, knaldet for narkohandel. I det berygtede thailandske Klong Prem-fængsel, hvor tatoveringerne sidder lige så tæt som svedperlerne, må han genopfinde sig selv, og vejen til en plads i hierarkiet for Billy, der som ung var en habil bokser, er oplagt. Han lærer sig thai-boksning.

Baseret på en sand historie

’A Prayer Before Dawn’ knurrer som et indre vilddyr, drypper af sved og dirrer hypnotisk i sine ekspressive passager, hvor den franske instruktør Jean-Stéphane Sauvaires nærbilleder af kroppe i bevægelse bliver til kunst a la landsmanden Claire Denis’ ’Beau travail’. 

Grundstrukturen i filmen mimer mangen en sportsfilm – det er underhunden, der skal vinde respekt i et fjendsk miljø – men den udfolder sig på en måde, som er blevet sammenlignet med alt fra Nicolas Winding Refns stiliserede ’Only God Forgives’, Alan Parkers klassiker ’Midnight Express’ og en kultgenrefilm som ’Kickboxer’. Dog ville Jean-Claude Van Damme i sidstnævnte næppe falde for en transseksuel!

Tidligere har Sauvaire fået bifald for børnesoldaterfilmen ’Johnny Mad Dog’, men her viser han, at han kan gå både Cannes- og Hollywood-vejen. Filmen er baseret på virkelige begivenheder.
 

 

Anmelderne skriver

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ - "Lyd, kameraføring og klipning gør 'A Prayer Before Dawn' til et hypnotisk mindfuck." - Politiken

”En klog og næsten filosofisk actionfilm. John Cole er eminent i rollen som Billy. En film, der går i blodet og sætter sig i kroppen.” - Weekendavisen

★★★★★ ”Blandt de bedste fængselsfilm nogensinde!” - Kinosaur

★★★★★ "Tæskene falder tungt og langsomt, hvor hvert knytnæveslag og knæspark mærkes på egen krop." - Moovy.dk

★★★★ ”Et bevis på filmmediets styrke.” - Jyllands-Posten

★★★★ "Filmen opleves som en blanding af Nicholas Winding Refns voldsunivers i ’Only God Forgives’ og Claire Denis’ fremmedlegionsskildring ’Beau Travail’" - Soundvenue

★★★★ ”Som et hårdt og præcist slag i ansigtet. Meget brutalt og ærligt.” - CinemaOnline

★★★★ "’A Prayer Before Dawn’ kombinerer et nuanceret karakterstudie med en ekstremt realistisk skildring af fængselslivet, og et portræt af boksning, der nærmest virker religiøst.” - Filmmagasinet Nosferatu

★★★★ "En klassisk underdog-historie om at finde sin plads i verden og skabe respekt." - Ordet